Den nye form for børnefilm, Morgenthaler præsenterer sammen med sine fem episodeinstruktører, kan sagtens vise sig at have styrke i sin korte og kapitel-opdelte form. Samtidig kan det dog også vise sig at være en svaghed, da de mindst 10 figurer og syv forskellige stilarter kan være kaotisk forvirrende for det unge publikum i så kort et tidsrum. DR’s børne-tv-mastodont “Bamses billedbog” kunne godt vise små animationsfilm, men serien havde altid Bamse og Kylling og senere Ælling som elskværdige genkendelige og, hvad vigtigere er, tilbagevendende figurer. Tv-mediet er her ideelt for de helt unge, da de kan opbygge et venskab aften efter aften foran skærmen. Desuden har “Bamses billedbog” masser af gode sange man kan synge med på, hvorimod melodierne i “Carsten og Gittes filmballade” er sparsomme.
“Carsten og Gittes filmballade” har til trods for den vilde stil alligevel ikke helt nok farve og personlighed til at fremstille filmens maskotter som mindeværdige, og børnefilmen står i stedet efterladt som en rodebutik – godt nok med en masse herlige ting – bare ikke den vigtigste – trofaste venner.
