Det hele er usminket og råt, og fortællingen er dekonstrueret gennem meta-filmiske greb, som når Annas monologer viser sig at være prøver til et teaterstykke, eller når de øvede stykker (bl.a. uddrag fra Ingmar Bergmans “Persona”) alle reflekterer de tematikker, som hun kæmper med i det givne øjeblik. Men denne afstandtagen indeholder også noget kynisk og manipulerende fra fortællingens side, som var det hele bare et stort eksperiment med ønske om at dissekere menneskets syge anatomi. Legen med grænserne mellem fiktion, fantasi og virkelighed er egentlig tiltalende, men det kræver, at man går med på instruktørens nihilistiske præmis, for at kunne holde al elendigheden ud. Det havde undertegnede svært ved. Men indtryk – det gør den uden tvivl!
#1 BN 16 år siden
#2 filmz-BrotherJack 16 år siden
Elskede Stahos to andre film. Jeg tror personligt han har for meget kant, baseret på hvor dårlige anmeldelser "Bang Bang Orangutang" fik, trods en modig og super veludført film.
Så jeg håber på at dette også er tilfældet med denne.
#3 Melisande 16 år siden
Jeh har været meget berørt og optaget at Simon Stahos andre film, så jeg glæder mig meget til at se Daisy Diamond, selv om jeg godt ved, det bliver hårdt.
#4 king b 16 år siden
En solid 4/6
#5 chandler75 16 år siden
#6 filmz-ragnald 16 år siden
#7 jessup 16 år siden
Men Daisy Diamond er "film film" hvorman tydeligt eksplicit og implicit mærker inspiration fra tidligere mestre og en gennemtænkt billedkomposition der heldigvis ligger langt hensides Dogme.
4/6