Og problemerne for Kristian og Mette Line forsvinder jo ikke ved at slukke. De er der alligevel. Måske det er pointen? Alt, hvad jeg kan gøre, er tørt at erkende, at der var flere tidspunkter, hvor det blev for intimt, skænderierne blev for hårde og ubehagelige, og jeg følte, at det var for meget. Jeg burde ikke se det, Men det gjorde jeg. Og jeg kiggede aldrig væk. For det var altså ret underholdende.
#1 Mette Line Boserup 8 år siden
Manglende omsorg og egoismen i at vi har nok i os selv og andre mennesker ikke skal genere vores pæne liv er jo netop den problematik der afspejler vores samfunds manglende rummelige tilgang til medmennesker. Kom ind i kampen og luk op for hvad livet egentlig består af.
Fede biler og flotte karriere er altså en del mere sekundært end end samværet, omsorgen og engagementet i hinanden. Derfor bør alle turde lukke vores film ind og turde forstå. Istedet for at skubbe følelsesmæssigt væk i angst og latterliggøre den virkelighed som vi faktisk ærligt viser jer/dig.
Forståelsen vil gøre den en del nemmere at møde mennesker med problematikker uden af fordømme i uvidenhed.
Det ville være værdigt om anmelderen af en sådan film hvilede en del mere i sig selv så den ikke blev så skræmmende som ord som "ulækkert" og "underholdende" i den grad dækker over.
#2 Oskar K. Bundgaard 8 år siden
Det jeg kommenterer på er derved, at din personlige historie bliver til underholdning. Burde jeg have det dårligt med at være så underholdt, som jeg var? I så fald er det så min, eller filmskaberens skyld? Det er den problemstilling jeg forsøger, at sætte fokus på.
Det handler altså ikke om at din lidelse skal gemmes væk, men når den kastes ud i et så stort forum, som biografen er, bliver noget meget intimt, pludseligt meget offentligt.
Som anmelder forsøger jeg at videreformidle min egen oplevelse med filmen, og den oplevelse jeg havde, var vitterligt, at det var for intimt og for voldsomt, men at jeg heller ikke kunne kigge væk.
Jeg havde aldrig i sinde at latterliggøre eller fordømme din virkelighed, og jeg er rigtigt ked af at du føler, jeg gør det.
Forhåbentligt kan "Dem vi var" være med til at skabe en dialog om hjerneskade og dets effekt på de pårørende. Jeg håber alt det bedste for dig og din famillie.