Religionssatire har – meget paradoksalt – ofte en tendens til at være lidt for prædikende. Her er “Det spritnye testamente” en behagelig undtagelse, der også giver plads til, at vi kan grine af den. Samtidig er der tilpas meget malurt i bægeret til, at den har noget at sige. Hvis man kan acceptere den blanding, så anbefaler jeg stærkt “Det spritnye testamente”. Skulle du have lyst til at købe billet, så vil jeg lige minde om Guds lov nummer 2128, når I står nede i biografen: Den anden kø bevæger sig altid hurtigst.
