Hvad, der til gengæld fungerer, er Owen Wilson, som formår at få det optimale ud af noget meget begrænset materiale. Han har ganske vist for sympatisk en udstråling til rollen – man tror ikke et sekund på, at han rent faktisk har tænkt sig at snyde drengene – men hans evne til at forklare, hvordan han blev smidt ud af hæren pga. “uautoriseret heroisme” uden at blinke, får trods alt en til at trække på smilebåndet et par gange.
Handlingen udvikler sig med en så mekanisk forudsigelighed, at man næsten kan sætte sit ur efter, hvornår de forskellige traditionelle stadier i fortællingen kommer. Som filmen nærmer sig sin konklusion – der er en relativ voldsom affære – vendes rollerne, og de underkuede besidder nu på magisk vis kræfter, der gør dem i stand at tæve bøllerne. Det er der naturligvis en vis tilfredsstillelse i at overvære, men det understreger samtidigt, hvor lidt relation filmen har til nogen som helst form for virkelighed. Der falder måske nok mange slag i “Drillbit Taylor”, men de har ingen form for tyngde.
#1 lagoni 15 år siden
#2 chandler75 15 år siden
#3 Bohemian 15 år siden
#4 MOVIE1000 14 år siden
men hvis jeg skulle beskrive handlingen så vil jeg nok sige at det var en slags Superbad: The beginning 6 stjerner herfra den ser ikke ud til at være særlig populær hos jer andre??