Forsøget på at integrere kunstfilmen i en mere kontinuerlig og jordbunden fortælling er egentlig en glimrende idé. David Lynchs “Lost Highway” og Daren Aronofskys “Pi” er gode eksempler på charmerende hybridbørn. Men med sin trættende, evige tilstedeværelse i alle aspekter af Elenas liv rummer “Elena” ikke nogen dybere indsigt. Jovist, således skaber den en fornemmelse af, at der burde være en dybere mening med det hele… at filmen ved mere, end publikum gør, og at symbolikken må stikke dybere, end vi kan forstå, men “Elena” blokerer for forståelsen. Måske får man mere ud af filmen, hvis man er russer? Og så alligevel. De fleste russere ville nok få mere ud af filmens pointer om artsoverlevelse, dyreriget og darwinisme ved at se David Michôds “Animal Kingdom”. Med skuffende meget fyld mister “Elena” sit greb og eksemplificerer, hvorfor nogle art film slår igennem, mens andre ikke gør.
