I stedet trækkes vi gennem adskillige musik- og dansenumre, der er udført med professionalisme og gennemtænkt koreografi, men leveret med omtrent så meget liv og personlighed som et Ikeamøbel. En del af skylden for det falder formodentlig på den debuterende instruktør Kevin Tancharoen, der har en fortid som musikvideoinstruktør for bl.a. Christina Aguilera og Jessica Simpson. Den slags har han muligvis fornemmelse for, men til gengæld lader han til at være fuldstændig blottet for nogen anelse om, hvorfor den oprindelige film fungerede.
Et sjældent lyspunkt er Naturi Naughton, der leverer betydelig liv som en klassisk pianist, der hellere vil synge, og hendes musiknumre er da også blandt de eneste tålelige indslag. Forhåbentlig kommer hun til at arbejde med mere talentfulde mennesker næste gang. Ellers er det bedste ved filmen Kelsey Grammer (fra “Frasier”), der dukker op og har et par gode scener som velovervejet musiklærer, men så uforklarligt forsvinder fra filmen. Han må have læst manuskriptet i mellemtiden.
#1 filmz-Utyske 14 år siden