Jeg er både irriteret på Gloria – føler hendes skam, når hun vågner op oven på en druktur – samtidig med, at jeg knuselsker denne fejlbarlige, vilde, skønne kvinde. Og med så stærk en karakter i centrum for fortællingen tilgives filmens ikke helt skarptskårne manuskript, hvor enkelte scener føles vel lange i spyttet. Men hvad gør det, når man kan hæve armene og danse forløsende – sammen med Gloria – til tonerne af Umberto Tozzis italienske popperle Gloria i sidste ende?
