Film som “Håbets land” er svære at bedømme. Bør tabt potentiale tælle imod en film, eller skal enhver film bedømmes løsrevet fra alt andet end det, der er på skærmen? Den meget middelmådige udførelse ville uden tvivl ikke have irriteret mig så meget, hvis jeg ikke glimtvis så anslag til sublim filmkunst. I sidste ende er en filmanmeldelse et udtryk for en given kritikers subjektive holdning, og jeg må derfor forholde mig til den oplevelse, jeg havde. Jeg kedede mig bravt – kun lejlighedsvis distraheret af billederne – indtil instruktørens evne til at “oversælge” sine pointer påny irriterede mig. Hvis man skulle have mod på selv at prøver kræfter med Japans undergang, så er man hjertens velkommen. Jeg vil være manden uden for biografen med et stort skilt, der advarer om verdens undergang (i hvert fald i Sion Sonos fortolkning).
#1 bjarke 10 år siden
My two cents (ja, nuppet fra min anmeldelse under PIX - lazy SOB, I know): Et komplekst udfoldet drama, der har store temaer som identitet, familie, løsrivelse, liv og død i spil, mens et sart sortsyn også sniger sig ind i det håb og den kærlighed, der trods alt synes at binde de forskellige skæbner sammen. En både smuk og tankevækkende film, der fik sat følelser fornemt i sving og leveret et både gribende og rørende tredje akt. Ja, jeg smider sgu 5 ud af 6 stjerner efter den.
Whoop whoop - *spytter sig kækt over skulderen.
#2 Lord Beef Jerky 10 år siden