Det er alt sammen frygtelig ærgerligt, for selve grundideen er ganske fremragende, men det virker, som om frygten for at støde nogen har været lige lovlig stor, og man må derfor nøjes med et lidt vagt lune, der aldrig bliver mere end sporadisk muntert, samt en fortælling, der bliver tiltagende retningsløs. Først da vores lidende pave vender tilbage i den sidste del af beretningen, kommer filmen igen på rette spor, og hans afslutningstale er oprigtigt rørende. Den antyder, hvad “Habemus Papam” måske kunne have blevet til, hvilket blot gør overværelsen endnu mere frustrerende. De højere magter er bare ikke med denne film.
#1 Kisbye 11 år siden
6/10
I har forresten skrevet et forkert produktionsår. Filmen var med i Cannes allerede i 2011 hvor den deltog i hovedkonkurrencen.
#2 Takfornu 11 år siden
Håber at La délicatesse som jeg skal ind og se i morgen er bedre.