“Happy Feet” er dog fortsat en velfortalt og underholdende film, komplet med iørefaldende numre. Synet af dansende og syngende pingviner er uimodståeligt, og historien har den eventyrlige uskyldighed som animationsfilm ofte mangler. Når den kække Mumle stepper henover issletterne, får man nemt lidt dansetrang i de glade fødder.
#1 filmz-wetfox 17 år siden
Jeg vil ikke have en "sjov animationsfilm" til at fortælle mig om drivhuseffekt eller andre miljøproblemer, jeg får rigeligt at vide andre i andre medier.
(Nu har jeg ikke set den, så ved ikke præcis hvad det drejer som om)
God anmeldelse ! :)
#2 Zelle 17 år siden
Giver #1 ret i at det kan være irriterende at få påklistret en moralsk prædiken, og det trækker da i hvert fald ned.
Ang. humoren i filmen, kan det så tænkes at den kunne være sjov hvis man så den på original sproget!?!
#3 Benway 17 år siden
#2 Muligvis. Det er jo svært for mig at sige noget om, men mon ikke der er nogle ordspil, der er gået tabt i oversættelsen.
#4 filmz-Narniabæver 17 år siden
Jeg giver en anmeldese når What We Saw tør op igen.
#5 filmz-maxhh 17 år siden
Pingviner der danser og synger ER bare et hit... ;o)
Mvh
MaxHH
#6 Norrah 17 år siden
Personligt syntes jeg filmen er vidunderlig, ja Vidunderlig, det er en af de mest charmerende film jeg har set i lang tid, og jeg kom vitterligt ud af biografen i så godt et humør jeg ikke har haft længe. Der er nogle moralske prædikener, men på ingen måde nogen der virker irriterende, der var kun en gang under hele filmen hvor jeg følte det var lidt for corny, men så igen ikke, da det passede ind i historien.
Selve filmen bygger på intrier mellem kærlighed of religion, og det virker faktisk rigtigt godt. Og at vores helt ikke er i stand til at synge "vise sin kærlighed og hvem han er", gør ham bare meget mere sympatisk. Og efter en scene hvor:
Enkelte scener er lidt platte, men ikke destomindre sad jeg og grinte gennem stort set hele filmen.
Derudover er det visuele lige i skabet, jeg er meget kritisk når det kommer til CGI, mest af alt fordi jeg selv "arbejder" med det, jeg er derfor meget bevidst om ting der ikke fungere. Men stillen de havde sat i denne film, fungerede hele vejen igennem. Det var ikke fotorealistisk, men alligevel gik de ikke gået på kompromi med animationens virkelighed, den var ikke personificeret, men "ægte". Self var der ting der ikke var realistiske, men det lagde man ikke vægt på, det fungerede bare, og det resulterede i at de var i stand til at sætte ægte mennesker ind i filmen, uden at det virkede forkert, de har lavet et sindsygt godt arbejde på det punkt.
Og til sidst sangene, ikke andet end at sige, det passede lige som det skulle. De har virkelig lavet noget godt grundarbejde der fik dem til at fungere godt. Kunne ikke forstille mig at det ville oversætte lige så godt. Men har ikke i sinde at finde ud af det.
denne film er et mesterværk, handlingen er ikke det vigtiste, og slutningen er lidt ala war of the worlds, men den fungere bare så godt, at man ikke kan undgå at blive tryllebundet under hele filmen.
edit: lige til sidst en kommentar til anmelder(benway):
Syntes du har lavet en rigtig fin anmeldelse af filmen, og kan ikke andet end at give dig ret i meget af hvad du siger, men du er næsten nød til at tage ind og se den på engelsk, for jeg tror simplethen det er en af de film, der bare ikke kan fungere bedre end på det sprog den er lavet til, alt for meget af filmen er jo skrædersyget omkring sangene og dialogen.
#7 filmz-Nagash 17 år siden
Nu siger du oppe på antarktis. Det ligger nu sydpå, og bliver også kaldt sydpolen. Der bor heller ikke pinviner på nordpolen.
:D
#8 Benway 17 år siden
#9 filmz-pandora 17 år siden
Når jeg ikke smilede, var det fordi jeg gispede af grundangst over de dybe, kolde panoramaer under det isnende arktiske vand. Det var på én gang uendeligt smukt, naturtro og skræmmende, endnu mere end de ellers velfungerende drabelige og havbårne naturlige fjender, pingvinerne møder.
Eller også måtte smilet vige, fordi jeg storgrinede af de virkelig mange humoristiske pletskud i dialogen - på engelsk.
Og jeg er altså ikke nem at begejstre på det her punkt, skal det siges. Det skal gå stærkt, det skal være originalt, og det skal være så indforstået, at jeg misser en tredjedel før jeg synes, det er en snappy komisk replik, der er gang i. Det gik strålende her. Samme med the comic reliefs - der er altså sket noget siden Scooby Doo. De ER faktisk sjove, og det samme gælder de vilde 'rollercoaster rides', som åbenbart er obligatoriske i enhver animeret film. Lidt som biljagter i actionfilm-genren.
Og præcis ligesom med biljagter, så har jeg et anstrengt forhold til disse forlængede rutcheture: Du ved, at det ender godt, at det bare er et fart-intermezzo, og at ingen vigtige personer kommer til skade. Jeg synes, det er røvkedeligt.
Normalt sætter jeg din indre 'mute' og 'cruise control' på, så snart helten kaster sg ind i en bil og speeder op, eller det sjove dyr skvatter og mister kontrol med situationen. Derfor skal det siges til 'Happy Feet's ros, at der var økonomiseret med rollercoasteren, og at når den satte i gang, var computerens kameraføring så medlevende, at man virkelig følte suget. Spændende og sjovt, især fordi det ikke varede en evighed og gentog sig konstant, som det gør i fx. 'Ice Age', en anden film om dyr, der skriger og glider på is.
Funken havde en stor plads i pingvinernes musikalske univers, hvilket jeg, på trods af at jeg ikke er en funk-pige ellers, virkelig nød. Det viser, at der har siddet nogle Amerikanere med et ordentligt musikalsk bagkatalog og snedkereret den her film sammen med større fokus på at få filmen til at swinge som musical end på hvad nutidens unge publikum har kørende på iPod'en. jeg ved ikke, om brugerne herinde mener at pingvinernes hjertesang er vitale for deres oplevelse af filmen, men jeg sætter en spoiler-thingy for en sikkerhedsskyld:
Det bedste ved filmen - som jeg godt kune lide, hvis nogle skulle være i tvivl - synes jeg dog var den grad af 'realisme', som den arbejdede med. Har man set 'Pingvinmarchen', ved man, at pingvinernes sang faktisk ER essentiel for at de finder deres mage, at de er monogame, og at yngelplejen virkelig foregår på skift mellem han og hun.
Desuden var dyrene ikke mere menneskelige end de behøvede - de brugte ikke værktøj, de havde ikke små boder eller tøj, og de kunne kun kommunikere med dyrelyde - altså, de var ikke i stand til at tale med mennesker. At deres lyde så var en slags dyreesperanto, som alt fra kjoser til leopardsæler forstod, er hvad det er - i det mindste havde de forskellig accent.
Et lille 'men' ville være: Den 'påklisterede' slutning var dybt usandsynlig - men det kan man jo dybest set kun begræde at den er.
Jeg kan dog ikke andet end at lade det komme filmskaberne til gode, at de faktisk vil lidt mere med deres tegnefilm end blot at fortælle et eventyr. De holder som sagt en mere realitisk stil i denne dyrefabel end man normalt ser, og at de derfor forsøger at indflette en anden og mindre yndig side af den realitet, som dyrelivet på antarktis er, synes jeg faktisk er fuldstændig i tråd med filmen som sådan.
Hvis man stopper op og tænker over pointen, er den jo god nok, og det er den gamle øko-sang: Vi synes det er dejligt at se de smukke dyr og de søde dyreunger, og vi lader dem fodre vores fantasi og billedverden. Men vi æder samtidig af grundlaget for deres eksistens. Burde vi ikke være opmærksomme på dén virkelighed også, og tage et ansvar for kredsløbet på den planet, vi lever på?
Det er som sagt en gammel sang, men den bliver altså ikke mindre relevant. 'Happy Feet' er en ny måde at synge den på. Vel sagtens i håb om at det kan blive nye generationers hjertesang. Et spinkelt håb, men jeg giver filmen en ekstra stjerne for forsøget.
#10 filmz-Angel Eyes 17 år siden
Sangnumrene er velvalgte og totalt groovy - jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at steppe hele vejen igennem filmen og på vej hjem fra biografen :)
Et interessant mix mellem Samson og Sally, Find Nemo og Den Grimme Ælling - og med en handlingsudvikling der ikke var forudsigelig fra start til slut. Måske er slutningen lettere kvalm, set fra et kynisk, voksent synspunkt, men for børn tror jeg den er lige tilpas, og den kammer heldigvis ikke over.
Menneskelig, uden at være patetisk eller sirupssød, og selvom der var enkelte drejninger i handlingen som var svagt motiverede (f.eks. Mumbles konfrontation med Gloria da hun følger efter ham, eller visse dele af slutningen), så er filmen i det store hele noget så sjældent som en animationsfilm, der ikke kun fungerer i kraft af sine ironiske og intertekstuelle indslag, men hvis historie kan stå på egne ben.