Eksempelvis er samspillet mellem Alfons og hans lige så kendte farmand nærmest ikke-eksisterende – faderen fyrer nogle velmenende moralprædikener af, men hvor er det kærlige samspil mellem far og søn, der kunne have styrket vores nærvær med figurerne? Senere tager Alfons tvivlsomme midler i brug for at skaffe sig en hund, og her havde det også gjort underværker for spændingsniveauet, hvis konsekvenserne bare havde været lidt mere markante.
Men nuvel… Purunge rollinger vil formentlig falde pladask for filmen, som også jævnligt fik mig til at trække på smilebåndet. I rollen som faderen er Lars Brygmann i øvrigt en udmærket (om end knap så hypnotisk) arvtager til Winding, mens Stig Hoffmeyer er så veloplagt og begejstret bag mikrofonen, at man (ligesom Alfons) ikke kan undgå at blive betaget af den gemytlige, aldrende tryllekunstner, han levendegør med stemmebåndet. Og jo – den klassiske kendingsmelodi optræder skam også. Endda tilsat hiphop-beat og rap. Hvis bare filmen også havde turdet være mere hip, så havde den måske været lige så mindeværdig som Bertelsens sketch.
#1 mbk 10 år siden
#2 X&O 10 år siden