Jeg tror, der er en film til den højeste hylde gemt i samarbejdet mellem P.T. Anderson og Joaquin Phoenix. En med en stram personinstruktion, der gør skuespillet til en sølvgrå Opel Astra på det ydre, imens der under hjelmen stadig banker en fuldblods Phoenix. En film, der ikke vil det så meget, at den bliver et ekko af noget andet. I ventetiden vil jeg nyde de fire på hylden.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#1 Mikkel Abel 9 år siden

Lyder til at den læner sig utroligt meget op af bogen. Jeg glæder mig.
I saved Latin. What did you ever do?
Gravatar

#2 Graversen 9 år siden

Er også overbevist om, at hvis man har læst bogen først, så tænker man mindre over, hvor meget filmen minder om The Big Lebowski, og mere over, hvor imponerende det er at lave en så troværdig filmatisere af en Thomas Pynchon-bog.
Who else's opinion would it be?
Gravatar

#3 SublimeKen 9 år siden

Jeg elskede den og The Big Lebowski er en af mine ynglingsfilm! 5/6
Gravatar

#4 jessup 9 år siden

Jeg glæder mig meget til at se den. Kender ikke til bogen, men oplagt synes det at han igen læner sig op af Altman.
This is just until June
Gravatar

#5 JonasHH 9 år siden

Ret vildt, du ikke engang nævner romanen i din anmeldelse. Filmen er jo en kæmpe hyldest til Thomas Pynchons sprog, og det univers, han har skabt i 'Inherent Vice'. Meget af det, du kritiserer filmen for burde i virkeligheden rettes mod det oprindelige litterære værk. Jeg var ganske vild med filmen, bortset fra den kvindelige voiceover, der nogle gang brød med filmens pace og føltes malplaceret.
Gravatar

#6 Morten Vejlgaard Just 9 år siden

#5 Kunne man sagtens have gjort. Jeg synes sjældent, det er så interessant som filmen, filmoplevelsen og dem, der har skabt den. De fleste film er skabt med afsæt i et oplæg. Hitman, Battleship, There Will Be Blood eller Teenage Mutant Ninja Turtles, men jeg vil hellere bruge spaltepladsen på det, jeg har set på lærredet.

Havde en debat med Jakob Stegelmann om emnet for et par år siden ang. Tintin: http://www.ekkofilm.dk/artikler/det-er-ikke-en-anm...
Gravatar

#7 sluppermand 9 år siden

Så har jeg set Inherent Vice for anden gang og den holder stadig. Endnu en perle fra Paul Thomas Anderson. Jeg må derfor erklære mig meget uenig i anmeldelsen. Men det sker jo hele tiden. Smag og behag. Jeg skal være den første til at indrømme at Inherent Vice ikke er en film for alle. Filmen er absurd, ufokuseret og skæv, ligesom Doc. Og jeg nød hvert øjeblik i hans selskab. Det er dog ikke grunden til at jeg nævner Mortens anmeldelse.

Grunden dertil er fordi jeg blev en smule provokeret over hans fokus på begrebet "kult" og den måde Inherent Vice åbenbart "søger" en kultstatus. For det første lyder det som om Morten virkelig håbede på at se en kultfilm. En film med en masse sjove citater, som han kunne gå og grine af bagefter. For det er åbenbart kult? Jeg tror vi har en meget forskellig opfattelse af hvad kult er.

At Inherent Vice "...forsøger at være en kultfilm", er komplet absurd og hvis du tror at Paul Thomas Anderson har lavet denne film i et forsøg på at lave score nogle billige "kult point", giver du ham fandme ikke meget credit.
Gravatar

#8 Morten Vejlgaard Just 9 år siden

#7 Ville ønske, jeg havde haft samme filmoplevelse, som du, Michael. For som du kan læse, så er jeg generelt begejstret for P.T. Men igennem den meget lange spilletid kunne jeg kun se The Dude-light opbygget efter samme vi-mener-det-ikke-noir som i Big L. Bare uden samme grad af grin og ikoniske øjeblikke - det virkede forceret, ikke naturligt. Desværre. Min oplevelse var, at P.T. ville gøre Inherent Vice til - ikke sin bedste film, men den der vi ser igen og igen, hvor der grines af de mange vilde optrin, som Dude, øhm Doc kommer ud for en i syret noir-verden. Min pointe er så, at hvis det jages, hvis det forceres, så kan det mærkes, og så virker det ikke. Inherent Vice virkede ikke for mig.

Skriv ny kommentar: