Det er en inkonsistent film med høje toppe og temmelig dybe dale. Naturen omkring Uummannaq kan man ikke blive træt af at se på, og der er en helt særlig stemning i hundene, der glammer og sneen, der knirker. Hvis man altså kan høre den for en insisterende fortællerstemme og et pågående soundtrack, der smører alle fjeldsiderne ind i shaman-sang og “Lille Lise” med grønlandsk børnekor. Sammen med en anonym hovedperson gør det, at “Inuk” ender som en visuelt flot slædetur med for mange huller i isen.
