Det er fint, hvis Xavier Beauvois’ plan er at lade grinet ledsage af gråd, men han taber fokus mod slutningen. “Jagten på Chaplin” føres an af velspillende vagabonder, men er i konstant balancegang mellem latterliggørelse og reel sympati. Efter min smag skal der hives for meget komik ud af sørgelige eksistenser, der ikke samtidig får plads til alvor og refleksion. Virkelighedens tabere taber også på film. Gad vide, hvor meget man havde grinet, hvis “Olsen-banden” var en true crime-historie om en desperat Valby-families mislykkede diamantrøverier.
