“London to Brighton” fik tidligere på året store roser med på vejen, da den blev vist på Copenhagen International Film Festival. Selvom filmen bestemt lægger sig i fin forlængelse af en mangeårig britisk realismetradition, rummer den imidlertid også herlige skævheder. Bedst er dog det intense skuespil og de altid nærværende emner, der er den gennemgående drivkraft. Ikke nyskabende og stor filmkunst, men trods alt en særdeles vigtig pejling af, hvor langt der kan være mellem samfundets top og bund, der ydermere formidles igennem udmærkede billed- og lydforudsætninger.
