“The Man with the Golden Gun” er en Bond-film, hvor spændingskurven kun sjældent topper, men som til gengæld aldrig præsterer noget under middel. Det er et solidt kapitel i den udødelige Bond-saga, ikke nær så mindeværdig som flere af filmene, der udkom før og efter, men en af seriens mest ukomplicerede, som på mange måder sagtens kan måle sig med flere af nutidens actionbrag. Transferet er smukt, lydsiden fremragende og ekstramaterialet glimrende. En god udgivelse.
James Bond vender tilbage i ”The Spy Who Loved Me”.
#1 NightHawk 17 år siden
Der åbnes i 007's 9. kapitel med et nervepirende duel imellem filmens skurk Scaramanga og hvad der ligner en typisk mafia hitman på øen, der bla. huserer den uhyggelige og creepy "forlystelses" park, hvor i Scaramangas modstandere som regel tar en enkeltbillet 6 feet under. Nogen syntes måske hele det scenarie er plat, men jeg kan nu godt li' det og finder både ideen og introscenen, som en af de bedste i Bond serien.
Titelnummeret er en funky knaldperle af en sang, sunget med saft og kraft af Lulu. En cool melodi, som bare fænger fra første gang man hører den.
Selve plottet er på det jævne. Bond jager Scaramanga grundet slambertens tyveri af en absurd sol dims kaldet Solex-Agitatoren, men er samtidig på hævntogt for at revencere sig selv og MI5 for mordet på agent 009. Dermed er der lidt mere på spil en blot det, det lidt kedelige plot ellers lægger op til.
Men det der i sidste ende gør en film som The Man With The Golden Gun mindeværdig er nu en gang duellen imellem Bond og hans onde "tvilling" Scaramanga. Det er en interessant drejning på en Bond handling og samtidig også en god måde, at gi' hovedskurken noget mere albuerum, end det man hidtil har været vand til at se. Scaramangas håndlanger Nick Nack er på den måde reduceret til, at være en ligegyldighed og Christopher Lee kan således få foldet hele sin imponerende patos ud i fuld flor, uden konkurence.
En ting er at skurken er karimatisk og godt skrevet, men det er i mine øjne ligegyldigt, hvis helten ikke også besidder en hvis form for udstråling og helst en udstråling, der gerne sku være på højde med skurkens. Her må jeg sige, at Roger Moore overasker positivt. Flødebollen er sat midlertidigt på køl til fordel for en væsenlig mere markent profil fra hans side. Det klær ham og det klær især Bond, når han lige præcis i det her tilfælde står over for sin egen skygge i form af Scaramanga. Der er langt mere barskhed over Moore og dermed Bond her, hvilket godt illustreres i en scene hvor 007 forhører Scaramangas kvinde, ved næsten at brække armen på hende.
Alligevel kan man godt blive temmelig pissed, når det så viser sig i en hel række scener, at plathedderne stadig eksisterer. Det være sig bla. med en rædselfuld gæsteoptræden af J.W. Pepper, der tilfældigvis viser sig at være på ferie i Thailand,(så vidt jeg husker) hvor Bond er igang med sin jagt på Scaramanga.Desværre kommer han minsanten også med i bilen, der senere udfører det bedste bil stunt jeg nogensinde har set, inden han så endelig blir anholdt af detr lokale politi. Jeg sidder lidt og håber på, at de har smidt klovnen i et fængsel på vand og brød for evigt. Det har J.W. Pepper et eller andet sted bare fortjent. :)
Selv samme bilstunt som jo er mega blæret udført, er så på tåbelig vis blevet pålagt en form for fløjtelyd, i det bilen slipper første del af broen og lander igen. Hvorfor sku' den ånsvage lydeffekt på der. Det ødelægger næsten det ellers imponerende stunt.
Ligeledes er Bond baben Goodyeard særdeles dum for en medarbejder i MI5 at være. Hun lever i den grad op til fordommen om, at blondiner er dumme. Sjovt er det dog at se, at Roger Moore i de scener med hende nærmest opfører sig som hendes far i stedet for hendes elsker. Virker lidt bizart.
Håndlangeren/tjeneren Nick Nack...tjae han er nok den dummeste ingrediens en Bond film har budt på ud over Mr. Wint og Mr. Kidd i Diamond Are Forever. Med en stemme som speedy Gonzales og en størrelse på 2 poser morgenbrød, imponerer han på ingen måde.
The Man With The Golden Gun slutter hvor det hele begyndte, nemlig på/i Scaramangas ø/dødspark, denne gang blot med Bond som Scaramangas modstander og efterlader på den måde et ligså stærk indtryk som introen gjorde.
Så trods en klar forbedring over Live And Let Die ender det ikke med mere end 4 oliven ud af 6 i martini'glasset, sån bare lige for at holde tonen lidt i Moores ånd. 4/6.
#2 pulse83 17 år siden
Film: 4½/6
Billed: 5½/6
Lyd: 5/6
#3 filmz-Bruce 17 år siden
Christopher Lee, bil stuntet over den faldefærdige bro og Moores Kung-Fu evner er de mest mindeværdige sekvenser.
En flyvende bil og en laserkanon. Vel nok bedre gadgets, når det endelig skal være, end der ville blive budt på i senere Bond film.
Film: 6/10
#4 filmz-mcclane 16 år siden