Et af de indledende spørgsmål, der stilles i “Molière”, er, hvorvidt komedien som teatergenre rummer samme dybde som tragedien. Men måske burde spørgsmålet snarere dreje sig om at se på komedien ud fra dens egne præmisser frem for at stille den overfor tragedien. Den komiske timing i replikskiftet samt brugen af både slapstik, parodier samt satire i “Molière” illustrerer i hvert fald fint, hvor stort et felt af virkemidler komedien råder over, og hvor stor indflydelse Molière havde på genren. Selvom der filmen igennem er lagt vægt på en liflig tone, lykkes det dog også for “Molière” at besvare det ovenstående spørgsmål, idet man til sidst rent faktisk efterlades rørt, som Molières værk og liv får lov til at spejle sig i hinanden.
