Det forekommer uvist hvorfor tematiseringen af kvindefrigørelsen absolut skal kobles sammen med den gradvise ophævelse af de kunstneriske dogmer, der fandt sted i midten af 50’erne. Selvfølgelig er der paralleller mellem de forskellige liberale strømninger, som prægede begge områder, men det intellektuelle pay-off må siges at være meget begrænset og ikke ligefrem hvad man vil kalde for dybsindigt. Evnen til skabe sin egen “stil” er derfor i al sin enkelthed friheden til at føre en tilværelse, der ikke er dikteret af samfundets normer, og som udspringer af ens egen opfattelse af, hvad lykke indebærer. Dette gælder imidlertid også selvom, at man så skulle vælge i sidste ende at forblive en gemen husmor, hvilket bringer os til filmens diffuse morale. Selv Watson må nemlig sande, at ikke alle er interesserede i at deltage i hendes revolutionære korstog, og at livet foran tv apparatet måske ikke er så ringe, som hun troede. De mange forskellige valg som pigerne træffer, må derfor betragtes som værende nogenlunde lige gode, hvorved kernen i filmens kritik forsvinder ud i den blå luft. Newells pointe er en moralsk dinosaur skudt ned med så store spredhagl at det hele munder ud i en politisk korrekt helgardering.

“Mona Lisa Smile” indeholder flere åbenlyse paralleller til Peter Weirs suveræne “Døde Poeters Klub”, men filmen efterlader slet ikke samme vedvarende indtryk, som historien om de unge drenge, hvilket vel i sig selv er en pointe, som Mike Newell burde sætte sig ned og studse lidt over. Hans langt mere forudsigelige historie når ikke ud i periferien, hvor historien og karaktererne for alvor begynder at blive interessante. Den patetiske slutning, der fungerer som en hyldest til netop Weirs værk, understreger den kvalitative forskel på to ellers lignende film og det faktum, at “Mona Lisa Smile” – i modsætning til maleriet – allerede vil være glemt i morgen. Og det selvom at Julia Roberts skam også har et ganske pænt smil.

Læs hele anmeldelsen her