Jeg så filmen i januar da jeg var i USA. Jeg er ret så uenig med anmeldelsen. 6/6 tror jeg, jeg vil give den.

Den ramte mig meget hårdt - at mennesker kan være så onde ved hinanden... Der gik en halv til en hel time efter filmen førend mit humør blev bare nogenlunde godt igen. Theron er eminent i rollen, men jeg husker nu ikke at Selby fik for meget fokus. Det er jo netop en historie om 2 mennesker der bruger hinanden og som følge heraf udvikler sig ( i hvert fald Selby). Eileen derimod har set for meget ondt til at hun vil eller kan løfte sig ud af den negative spiral hun er kommet ind i.

----------OBS SPOILERS!!!!!!!------------

Så filmen i søndags og er også dybt uenig med anmelderen. Jeg mener netop at filmen formår at give den nødvendige sympati for Therons rolle. Det sker for mit vedkommene da hun bliver forrådt af den eneste hun elsker. Jeg var dybt berørt af denne film i flere timer efter at have set den. Jeg var meget deprimeret over den uretfærdighed et menneske kan være udsat for. Hun har ALDRIG fået en chance i hele sit liv og derfor er hun så screwed up som hun er. Det retfærdiggør selvfølgelig ikke at hun slår mennesker ihjel, men det er med til at give en forståelse af hvorfor at hun handler sådan som hun gør. Hun er simpelthen nødt til at have sine egne regler for at kunne overleve i den verden hun lever i. Det er en meget sørgelig skæbnefortælling der efter min mening fortjener 6 stjerner!

Flot, flot og atter flot!
Charlize Theron er, som alle andre har beskrevet det, helt eminent i rollen som Aileen Wuornos, eller Lee, som hun bliver kaldt i filmen!
Oscaren er fuldt fortjent!
Christina Ricci spiller også helt fint i rollen som den naive Selby.
Filmen lever helt klart på skuespillerne.
Man kommer til at føle med alle, ja hver og een!
(Lige pånær manden som prøver på at voldtage Theron!)
Selvfølgelig er det jo også en rigtig god historie hun (Patty Jenkins) har haft at arbejde med.
Den røre os og sætter sig fast.
Samtidig, er billederne dunkle og dystre, der selvfølgelig også er med til at løfte oplevelsen højere op!

Temaet er dunkelt, skuespillerne spiller så det dunker i maven, og filmningen er intenst og yderst dyster. Så kunne man jo spørge sig selv, om det hele ikke blev lidt for deprimerende at sidde og se på!
Men nej, for samtidigt har Jenkins sat et par varme og "lyse" scener op indimellem, så man er sikker på at der er håb forude, men så kommer det uventede, og det er der at Monster for alvor sætter fast!

Se den for Therons skyld, se den for Riccis skyld, se den for Jenkins skyld, ja, se den dog for guds skyld!

5 ud af 6 stjerner

Jeg er absolut ikke enig i anmeldelsen!! På de negative område naturligvis. Jeg har nu set filmen tre gange og er lige bevæget hver gang! Jeg synes absolut, både Theron såvel som historien vækker sympati! Og jeg var lettet over, at det ikke var en letkøbt en af slagsen. Som regel i denne type film, får vi et eller andet sentimentalt tilbageblik, hvor den "stakkels" psykopat blive mishandlet af forældre og deslige, som vinder sympati hver gang, men her bli'r vi tvunget til at ta' stilling til, at Aileen bare er sådan her. Hun har været ude for nogle ting, bevares, men det virkelig sørgelige ved hendes tilværelse er for mig hendes mangel på handlekraft og ansvarstagen. Man kan hverken elske eller hade hende, og det synes jeg er ekstremt veludført! Dertil synes jeg heller ikke Selby er malplaceret eller udvikler sig uforklaret. Hun er som usikre teenagere er flest. Der er pludselig én der viser interesse i hende og hun hopper med på vognen næsten uden spørgsmål, men ter sig stadig som en femårig, når drømmen brister og realiteterne titter frem. Hun er vores link til Aileens verden. Hun er hjælpeløs og ligeså apatisk som Aileen. Derfor er de sammen, ingen stiller spørgsmål og ingen ta'r ansvar; alt er nemt, men skrøbeligt.
Pacingen i filmen er jeg også vild med, jeg synes ikke der er nogen tomme punkter eller unødvendige scener. Og kære anmelder, det forglemmelige score, kune jeg næsten ikke glemme. Jeg synes, det er fantastisk og understreger enhver følelse og stemning og gør endda nogle scener endnu stærkere. F.eks slutningen, hvor den opbygger følelsen det uundgåelige! Der er for publikum ingen steder at gemme sig, ingen forløsende ord eller bibelsk morale. Theron understreger dette i voice-over, hvor hun remser en række klichéer op om, hvordan kærligheden altid sejre, kigger så lige ud i publikum med sit tomme blik og erklære, at det jo bare er noget vi bilder os selv og hinanden ind. Her er det kun musikken, der lader os trække vejret. Jeg synes, det er en stærk film!!