“One Chance” undgår at drukne i hyldest til Simon Cowell og resten af Britain’s Got Talent og dets individualistisk dannelsesfortælling om, at kun de få naturligt talentfulde er noget værd i denne verden. I stedet er “One Chance” en film med hjertet på rette sted. Sympatien for vores hovedkarakterer består takket være gode skuespilpræstationer, og selv uden kreativitet eller vildskab er filmen kun enkelte gange direkte kedelig. Havde man turdet tage flere chancer og for alvor gøre en karakter ud af Paul Potts og et drama ud af hans liv, så ville “One Chance” have været bedre end talent-tv. Ingen second chance herfra.
