Fiktionen forvandler sig til virkelighed i Seidls første akt i Paradis-trilogien. Eller det er måske rettere virkeligheden, der har forvandlet sig til fiktion til at begynde med? Det er svært at afgøre, for Seidls stramme billedunivers fortæller med en autentisk stemme.
Ved at kaste en dokumentarisk og upoleret fortællestil ned over de smukke tableauer og asketiske billedkompositioner skaber Seidl en spændende og anderledes fortællestil. Med en imponerende stram billedside stikker skuespillet, der er er baseret på et løst manus uden forudbestemt dialog, frem med strittende øjne mod publikum, og deres fortælling kravler helt ind under huden på en. Og det fungerer knaldhamrende godt. Det er svært at udpege Margarethe Tiesel som skuespiller frem for kenyanerne, der alle er amatører. Som publikum er de alle virkelige mennesker spærret inde i et absurd konstrueret billedunivers. Yderst seværdigt.
Se også: Filmz TV: “Paradis: Kærlighed”-interview med Ulrich Seidl
#1 loki 10 år siden
#2 Muldgraver 10 år siden
#3 Sweetiebellefan 10 år siden