Instruktør Hany Abu-Assad, født i Israel, har med sit internationale filmhold kreeret, hvad der må siges at være den flotteste filmiske repræsentation af Palæstina til dato. Lyden og musikken skaber også den korrekte mellemøstlige atmosfære.
Men der er et par punkter, hvor “Paradise Now” ikke helt fungerer. Said og Khaled bliver simpelthen ikke beskrevet nok som karakterer. Før de får deres mission at høre, ved vi stort set intet om parret. Og man lærer bestemt heller ikke meget under filmens resterende akter, hvor der også er en lille smule for megen løben frem og tilbage og for lidt tålmodighed og regulær udvikling. Det forhindrer os i at have den empati for personerne, som en bedre karakterbeskrivelse havde resulteret i. Og det gør det sværere at forstå deres motivation. Palæstinenserne er et folkefærd, der alt for ofte og alt for længe har været undertrykt, hånet og misforstået, og selvom “Paradise Now” formår at få os til at spile øjnene helt op, så lykkes det den ikke helt at udnytte den urokkelige opmærksomhed, som filmen bliver skænket.
#1 pulse83 17 år siden
#2 chandler75 17 år siden
Paradis Århus.
#3 dyg 17 år siden