At se “Peggy Guggenheim: Art Addict” er som at læse en kunsthistorisk lærebog og ‘SE og HØR’ på én og samme tid. Slibrig sladder med finkulturel fernis. Celeber sex og fornemme ferniseringer. Dybt og klogt bliver det aldrig, selv om alle fra James Joyce til Pablo Picasso til Marcel Duchamp namedroppes i flæng. Det er en festlig livshistorie, men en fantasiløs kunsthistorie. Måske fordi sex simpelthen gør sig bedre på film end kunst?
