“Play” er socialrealisme af højeste karat. Den er aldrig hverken prædikende eller dogmatisk, og samtidigt forsøger den ikke at være så neutral og upartisk, at den bliver direkte uvedkommende. Dertil skal det siges, at børneskuespillet er fuldkommen upåklageligt, og instruktørens brug af en dokumentarlignende æstetik styrker kun filmens slagkraft. Der er vitterligt ikke en finger at sætte på denne fabelagtige film, som bliver ved at rumstere i bevidstheden, længe efter man har forladt biografen. Jeg er tilmed overbevist om, at man bliver et klogere menneske af at se “Play”. Hvor mange film kan prale af sådan en bedrift?
#1 RasmusFL 11 år siden
Men hvad skete der for filmens allersidste scene?
Jeg irriteres grænseløst når denne skarphed mangler og den sidste scene, der hvis den vil KAN være mavepuster, i stedet fiser ud i spekulation (eller etellerandet, overflødigt var det i hvert fald)
Respekt for Ruben Östlund for dette intense og vigtige værk, og en skuffende mine for at spænde så åbenlyst ben for sig selv.
(spoiler-advarsel indsat af admin)
#2 Justin 11 år siden
helt enig, syntes også af omtale scene skulle være fjernet
syntes rigtigt godt om af den er filmet på en måde der kunne minde om et overvågnings kamera