“The Quiet Ones” bruger i lange perioder håndholdt realisme til et veludført angreb på dårlige nerver og ville være en endnu bedre film, hvis den blev lænket strammere til den tynde væg mellem at tale med de døde og tale med en psykiater. Selv om den ikke finder balancen 100 procent, demonstrerer den langt hen ad vejen, hvad vi egentlig godt vidste: rigtig uhygge gemmer sig ikke i monstrenes brøl, men i sindets stille hvisken.
#1 rammy 9 år siden