Skønhedsfejl og tendenser i retning af problemfilmen til trods rammer “Rosa Morena” i sin fortælling en klar, universel tone. Menneskeligt afsavn, kærlighed, kløften mellem rig og fattig/vesten og udviklingslande udgør kernen i denne yderst lovende debut, der samtidig leverer et kærkomment og dybfølt indspark i adoptionsdebatten.
#1 Skeloboy 12 år siden
Men det er en meget god betragtning, du har...og her kommer jeg måske til at afspore anmeldelses-tråden fra starten :)
Jeg kan ikke rigtig komme i tanke om nogen bredere film, hvor homoseksuelle bare er homoseksuelle. Umiddelbart var der tre, der slog mig:
The Birdcage: men her bliver de nødt til at skjule det for datterens skyld.
Brokeback Mountain: igen - de bliver nødt til at skjule det for omverden
I Love You, Phillip Morris: han lever et forkert liv i starten.
Der er selvfølgelig New Queer Cinema, hvor især Gregg Araki(med Teenage Apocalypse-filmene) og andre mindre mainstream film.
Jeg kan kun komme i tanke om én film: Longtime Companion, der er respektfuld og troværdig overfor homoseksuelle. Det er for i øvrigt også en utrolig sørgelig historie om AIDS i 80'erne, og en anbefalelsesværdig film.
#2 Slettet Bruger [1235602041] 12 år siden
#3 NightHawk 12 år siden
Selv om jeg godt se hvor, du vil hen med din kritik, er jeg er nu slet ikke enig i de betragtninger du kommer med i din indledning ang. "The Kids Are Allright" og "En Kort, En Lang". Det at der i begge film indgår et sidespring/en affære underminere på ingen måde skildringen af filmenes homoseksuelle karakterer eller deres liv men er derimod, set i en større kontekst for begges films tilfælde, blot med til at understrege plottets hovedbudskab, som derved faktisk ender med at få en endnu større effekt på bundlinjen med henblik på at både hylde og respektere homoseksualitet.
Jeg kan så i øvrigt heller lige følge dig i den første sætning du skriver, ”Hvorfor må homoseksuelle ikke være rigtig homoseksuelle på film?”, når både film som f.eks. "Milk" og "A Single Man" har været vist og haft stor succes hos et bredt publikum. Desuden har der også været de ligeledes Oscar og Golden Globe vindende film som "Boys Dont Cry" og "TransAmerica", der begge skildrer homoseksualiteten/ transseksualiteten på en yderst troværdig måde med både kærlighed og respekt for sine karakterer. Selv længere tilbage i tiden har man f.eks også kunne se film som William Friedkins "Boys In The Band" fra 1970 og John Sayles "Lianna" fra 1983. Bevæger du dig uden for mainstream Queer relaterede film i dag, ja så findes der jo også et enormt marked af LGBT film, der virkelig er blomstret op siden New Queer Cinemas storhedstid i slut 80’erne til cirka midten af 90’erne, hvor film med homoseksuelt indhold begyndte at vække interesse hos de store filmselskaber.
På Queer indie-scenen, det være sig både i den amerikanske/canadiske afdeling, den europæiske og især den sydamerikanske, laves der for tiden masser af fremragende homofilm og ligeså blandt semi-indie film, (dvs. de produktioner der er lavet af de store selskabers mindre afdelinger så som f.eks. Fox Searchlight eller Paramount Vantage), laves der op til flere film, der skildrer homoseksuelle karakterer og forhold på samme måde, som man kender det fra film der skildrer heteroseksuelle. Så jeg kan ikke nikke genkendende til din kritik, hverken når det gælder film lavet indenfor mainstream eller indie rammerne.