“Steppeulven” er muligvis for forelsket i perioden og soundtracket bliver næsten anmassende nostalgisk til tider, men det er forbløffende nemt at tilgive. Det er i sidste ende et superfedt trip. Den er sin egen og kan ikke besværes med småborgerlige filmkonventioner. Det hjælper unægteligt, hvis ens hjernekroge er godt indviklede og kaotiske i forvejen. Er de ikke det, må man sikkert gribe til lidt kemisk assistance. ”Det’ da ellers ikke særlig svært at forstå, når man har sine violette snabeltyrkersko på.”
