Filmen er fyldt til bristepunktet med betagende sekvenser, hvilket ikke mindst skyldes Robert Burks Oscarbelønnede fotografering. Instruktøren François Truffaut sagde de berømte ord om Hitchcock, at han filmede kærlighedsscener som mordscener, og mordscener som kærlighedsscener. Præcis den håndtering er meget tydelig i “Strangers on a Train”, hvor ikke mindst Miriams mord virker temmelig foruroligende af netop den årsag. Filmen er dog fyldt med opfindsomme påfund, der udføres med en legende elegance: Lige fra tennistilskuerne, der alle drejer hovedet for at følge bolden, mens Bruno i midten af tilskuerne uafbrudt stirrer lige frem på Guy, til filmens berømte klimaks, hvori en mand sætter livet på spil ved at kravle under et løbsk hjul. Dette var den farligste scene, Hitchcock nogensinde lavede, og han svor aldrig at løbe sådan en risiko igen.

“Strangers on a Train” regnes som regel blandt Hitchcocks bedste film, selvom den måske ikke er helt på højde med film som “Vertigo – En kvinde skygges”, “Psycho” og “Skjulte øjne”. Den er dog en anelse overset i offentligheden, muligvis pga. dens manglende stjerner i hovedrollerne. Robert Walker døde kort tid efter filmen pga. fejlmedicinering, og nåede derfor aldrig den status, som han tydeligvis havde potentiale til. Ikke desto mindre efterlod han sig en af de mest mindeværdige Hitchcock-skurke i denne sublime thriller, der er en ren fornøjelse at overvære fra ende til anden. Dette er en gennemført fabelagtig togrejse, som ingen filmelsker bør være fremmed for.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#11 filmz-Phelodivia 16 år siden

Jeg gav den 4 stjerner.. Synes såmænd den er udemærket (glad for at jeg fik 2disc versionen for 30kr)

Skriv ny kommentar: