“Taking Woodstock” fremstår som et filmisk frikvarter for en af tidens helt store og suverænt mest interessante instruktører. Når filmen er bedst, indfanger den stemningen og frigjortheden fra dengang i ’69, der hjælpes godt på vej af Danny Elfmans indlevende lydspor i en film med et ellers overraskende fravær af musikalske indslag – ingen Hendrix eller Joplin. I dens værste øjeblikke er den rodet og ligegyldig og ved flere lejligheder selvmodsigende. Mest af alt er tidsrejsen til hippiehøjborgen Woodstock dog ganske harmløs og ufarlig, der først og fremmest motiverer ens lyst til at tage på festival frem for i biografen for at gense filmen – spørgsmålet er, om det er godt eller dårligt?
#1 filmz-jonasgr 14 år siden
'Cause I'm evil"
#2 tranberg 14 år siden
#3 Morten Vejlgaard Just 14 år siden