“Taxi Teheran” lanceres som et portræt af Teheran, men er meget mere end det. Politisk revselse, fædrelandskærlighed og i sidste ende kærlighed til selve filmmediet. Fuldstændig frigjort fra genre hyldes det universelle fællesskab, kunsten er, og hvorfor den ikke har nogen begrænsninger. Alle film er værd at se, siger Panahi til en af sine passagerer. Denne i særdeleshed.
