I sidste ende er konteksten for filmen dog betydeligt mere interessant end filmen i sig selv. Der er ingen tvivl om, at Panahi er en begavet instruktør, eller at hans skæbne som filmskaber i et diktatur er både hjerteskærende og vedkommende, men når ingen af delene udfoldes tilfredsstillende i filmen, så efterlod den mig relativt kold. Den slutter med postulatet: ”Det er vigtigt, at kameraerne er tændt.” Det er uden tvivl både sandt og vigtigt, men uden det personlige element bliver det bare til en floskel.
