Eftersom handlingen er så sparsom, bliver detaljerne den egentlige historie, og man bliver hurtigt betaget af det enkle liv, der føres, samt rørt over det hengivne blik, som faderen sender sin søn. Idyllen krydres dog også med en sørgmodig tone, da vi bliver klar over, at dette måske er farens sidste chance for at tilbringe så meget tid sammen med sin søn i lang tid, og netop det forhold er med til at give det hele en følelse af tab.
“Til havet” er måske ikke et stort og voldsomt imponerende værk, men den er derimod en lille eftertænksom størrelse, der helt ubemærket sniger sig ind under huden på én. Forventeligt ender det med en tårevædet afslutning, men da drengen vender tilbage til civilisationen, fornemmer vi, at hans liv nu er blevet beriget af oplevelsen. Det samme er filmens tilskuere.
