Styrken i “Uskyldige stemmer” skal så ubetinget findes i dens personlige engagement, dens ånd og dens nerve. Igennem hovedkarakterens evige gøren og laden frembryder en tydeligt berørt forfatters indre stemme, og dermed den gribende øjenvidneberetning fra en beskidt og nådesløs krig, hvor børnene efter alt at dømme har været de største om end ikke eneste ofre. Ikke nok med at den overvejende del af familierne, som et af krigens mange følger, indlysende er faderløse, så er det op til de ældste drengebørn at føre faklen videre i en krig, de ikke forstår.
De mange kvaliteter til trods er det imidlertid ikke til at komme uden om, at “Uskyldige stemmer” godt kunne have tålt en opstramning de rette steder. Det er ikke sket, og af samme årsag virker fremdriften periodevis noget sløv. Det er immervæk detaljer men skæmmer alligevel helhedsindtrykket af en film, der ellers har fat i den lange ende med en rystende og, må man formode, sandfærdig historie, hvis lige desværre finder sted hver eneste dag overalt på kloden.
#1 squee 17 år siden
#2 Bobby Singer 17 år siden
Ja det tænke jeg også, da jeg så plakaten.
#3 filmz-Emil 17 år siden
- Your winnings, sir.
- Oh, thank you very much.
#4 dyg 17 år siden
#5 chandler75 17 år siden
#6 filmz-Jensen1981 17 år siden