“Vådområder” er simpelthen alt for forelsket i sit provo-image og bruger alt for meget energi på at prøve at forage det bedre borgerskab (som utvivlsomt aldrig vil se filmen alligevel). Ansvaret herfor ligger tungt på instruktørens skuldre. Det er, som om han har fortabt sig i alle sidehistorierne og glemt den centrale. Han kan heller ikke undskylde sig med, at han bare er trofast mod bogen, for det er et bevidst valg at fokusere så meget på det visuelt frastødende. Resultatet er i sidste ende en film, der er mere enerverende end egentligt provokerende.
