Filmen udspringer ganske vist fra en specifik bygning, men handler naturligvis i bund og grund om det egyptiske samfund, og det er ikke et særligt opløftende billede, der bliver malet. Seksuel undertrykkelse via magt eller penge bliver hurtigt et overordnet tema, og hvad enten det drejer sig om ægte prostitution eller den legale form via ægteskab, er det et relativt ensartet mønster, der dannes: De stærke tager, hvad de vil have, og de svage tilpasser sig eller bukker under. Med en spilletid på næsten tre timer tager filmen sig god tid, og man føler nok, at den kunne nyde godt af en let trimning. Ligeledes synes nogle af historierne aldrig helt at nå deres potentiale, og særlig afrundingen virker ufuldstændig.
Ikke desto mindre er “Yacoubians hus” et spændende bekendtskab, der på trods af sin længde aldrig keder eller falder i staver, og den er under alle omstændigheder et blik ind i en del af mellemøsten, som vi kun sjældent ser, og hvis korruption og udnyttelse tegner et dystopisk billede af et Egypten, der ligesom Yacoubians hus nok ligner et palads på afstand, men ikke desto mindre snarere minder om en ruin på nært hold.
