Men når det så er sagt, så er det, som om “Zaytoun” aldrig bevæger sig derop, hvor filmen virkelig ringer. Den mangler et eller andet. En lille scene i filmen, hvor Fahed og Yoni pludseligt uanet befinder sig i et minefelt, bygger op til noget virkelig faretruende, for så at ende ud med at ingenting sker overhovedet – sådan er det lidt i den overordnende film: Vi venter og venter, men klimakset synes at mangle. Men ikke desto mindre går man fra biografsalens mørke med et lille smil på læben og et fornyet håb for menneskeheden, og det er da bestemt også værd at tage med sig.
