Solaris
Udgivet 26. jun 2003 | Af: Michael Andersen | Set i biografen
“Solaris” vil uundgåeligt blive sammenlignet med Stanley Kubricks “Rumrejsen År 2001”. Men hvor Kubrick havde større planer (rejsen fra menneskets fødsel til dets forfald og senere genfødsel), prøver Soderbergh at kigge indad i stedet – på fortvivlelse, fortrængninger og kærlighed.
Under sin første nat på rumstationen drømmer Chris om sin afdøde kone Rheya. Og da han vågner finder han hende ved sin side, lyslevende som i gamle dage. I et tilfælde af panik og forvirring sætter han hende i en rumsonde og sender hende tilbage i mørket hvor hun kom fra. Men dagen efter er hun der igen. Og selvom hun fuldstændigt ser ud og opfører sig som Rheya, er Chris overbevist om at Rheya ikke er hende som han kendte på Jorden. Og da han i væmmelse – skjult bag en venlig, men afvisende facade – emotionelt fjerner sig fra hende, begynder hun også at tvivle på hvem hun er…
Bag dette ligger bl.a. filosofiske ideer som: Spiller hukommelsen en større rolle end vi tror? Når menneskets erfaringer er subjektive, hvordan definerer man så hvad et rigtigt menneske er? Og findes der et forkert et?
Hovedpersonen Chris er ofte filmet i nærbilleder som er med til at fokusere på det menneskelige aspekt i historien, som Soderbergh tydeligvis er mere interesseret i end romanens mange videnskabelige gætterier – som næsten er bortelimineret i filmen. Her er det så at filmen og bogen for alvor siger farvel til hinanden. Bogen fokuserer systematisk på hvordan mennesket udfra videnskabelige metoder prøver at forklare det uforklarlige, og hvordan disse metoder kommer til kort over for en intelligens som er større end dets egen.
Soderberghs tilgang til materialet er mere følelsesbetonet, og filmen fremstår som en stille drøm (ledsaget af Cliff Martinez flotte musik) som hovedsageligt fokuserer på forholdet mellem Chris og Rheya – både det fortidige og nutidige.
Clooney og Natascha McElhone – som spiller Rheya – har en virkelig god kemi sammen, som også er nødvendigt i en film uden den store dialog. Deres indledende romance er en afdæmpet og smuk sag som ikke bliver trivialiseret af forslidte romantiske ord. Clooney, som normalt ikke bliver sat på de vanskeligste prøver, yder for øvrigt her hvad der må betegnes som en af hans allerbedste præstation – og er langt væk fra sine typiske Mr. Cool typer.
Uden at afsløre noget om slutningen skal det siges at den først virker som et for stort og åbent spørgsmålstegn, til at filmen føles rigtigt afsluttet. Men når man samler trådene så hænger den ikke rigtigt sammen alligevel – og er heller ikke særlig åben. Som en af filmens figur siger: ”There is no answers. Only choices”, men på trods af dette slutter filmen alligevel med et “tydeligt” svar. Men selvom slutningen forsøger at finde sin egen logik, bliver slutningen desværre filmens svaghed.
Steven Soderberghs version vil forhåbentlig med tiden opnå større respekt end den har på nuværende tidspunkt da den, på trods af afvigelsen fra det oprindelig forlæg, er i stand til at skabe tankevækkende debat, som indtil videre kun har udstrakt sig til fornærmelser.
“Solaris” tager sin tid – som vil virke søvndyssende på nogle – men er man til en omgang anderledes mainstream er filmen et interessant tilbud. Hvis man i øvrigt finder filmen, eller nærmere dens ideer interessante, kan det på det kraftigste anbefales at anskaffe sig en kopi af bogen – som giver et større indblik i universet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet