Det sorte får skifter ham

Langsomt og varsomt, men uden megen slinger i valsen, træder “Star Trek: Enterprise” omsider ud af sine søskendes kollektive skygge her under sin anden sæson. Den sjette “Star Trek”-serie vil formentlig altid blive set som franchisens sorte får, for da den blev aflivet i 2005 grundet dalende seertal, blev “Star Trek”-franchisen samtidig fjernet fra den amerikanske sendeflade efter 18 år som fast inventar. Men ligesom da jeg for nylig genså seriens 1. årgang på Blu-ray, måtte jeg sande under mit gensyn med dens 2. sæson, at føljetonen hverken fortjener sit blakkede ry eller det møgfald, jeg selv gav den, da den i sin tid blev transmitteret.

Da serien oprindeligt begyndte kort efter årtusindskiftet, var jeg især frustreret, fordi “Star Trek: Enterprise” (primært i sine to første sæsoner) ofte brugte de samme historieskabeloner, som de fem foregående “Star Trek”-serier allerede havde slidt til ukendelighed. Rumskibet Enterprise og dets galante besætning støder sædvanligvis på et aggressivt rumvæsen, en væmmelig virus eller en faretruende anomali à la et sort hul, men konflikten/dilemmaet bliver løst uden de store problemer (og uden nævneværdige konsekvenser) inden for de godt 40 minutter, et traditionelt afsnit varer. Og den centrale strid eller endelige løsning blev ofte genbrugt i et efterfølgende afsnit. Selv hvis man aldrig havde set et “Star Trek”-afsnit før, var forudsigeligheden ofte til at tage og føle på.

Seriens bagmænd virkede ikke så interesserede i at give serien en særegen, særskilt identitet, selvom den vitterligt havde potentialet – særligt i og med at den foregik over 100 år før alle de andre serier – til at puste nyt liv i den aldrende, vaklende franchise med en ny, anderledes og mere jordnær indfaldsvinkel til den utopiske fremtidsvision, som Gene Roddenberry først lagde for dagen i den første “Star Trek”-serie i 1960’erne. Men nu hvor min frustration har haft god tid til at dampe bort, og min objektivitet er blevet mere raffineret (dengang var jeg trods alt også en teenager præget af pubertetens hormoninducerede humørsvingninger), kan jeg tydeligere ane alle plusserne bag minusserne, og serien har absolut langt flere forcer end brister.

Nej, der er ikke mange perler blandt sæsonens 26 episoder, men niveauet ligger nærmest permanent et pænt stykke over middel. Her er kun én seriøs svipser i form af afsnittet “Precious Cargo”, hvori den kække maskinmester Trip styrter ned på en planet sammen med en prinsesse fra en anden planet, hvorefter der tages hul på en opstyltet romance, som aldrig fungerer – først og fremmest fordi “Top Chef”-værtinden Padma Lakshmi, der spiller adelsdamen, simpelthen er ubeskriveligt utroværdig. Hendes mimik er rystende rigid, og hun leverer sine replikker med samme lidenskab som den skingre computerrøst i Københavns busser. Og så forfalder afsnittet alt for ofte til platte løjer, såsom da Trip og prinsessen drætter ned ad en bakke, starter et skænderi og så pludseligt kaster sig i armene på hinanden. Den har vi slet ikke set før…

Heldigvis er langt de fleste afsnit solide, og det er herligt at se manuskriptforfatterne boltre sig så selvsikkert i så mange forskellige genrer. “Carbon Creek”, der foregår i 1950’ernes USA og følger en række spidsørede vulcanere (à la Spock) i en amerikansk landsby, er en dejligt hjertevarmende, humoristisk fortælling, der på vanlig “Star Trek”-manér sætter både menneskets smålighed og empati i relief. “Marauders” er en underholdende western-pendant til “Syv mænd sejrer”, hvor Enterprise-besætningen må hjælpe en lille, hjælpeløs minekoloni med at forsvare sig mod en gruppe krigeriske klingons. Den Oscar-nominerede Bruce Davison brillerer som en eftersøgt slyngel i afsnittet “The Seventh”, der ligeledes har et konsekvent højt spændingsniveau, mens en af franchisens kendteste skurke, de kybernetiske Borg-væsner, dukker op i “Regeneration” og giver Enterprise og Co. så klækkeligt modspil, at man hurtigt bliver revet med – ikke mindst fordi de 43 minutter har et gennemgående højt tempo.

De fleste fremragende “Star Trek”-episoder er dog dem, som skubber mere til intellektet end nerverne og sanserne, og dem er her gudskelov også et par af. I “Stigma” bliver Enterprises vulcanske videnskabsofficer, T’Pol, udstødt af sine artsfæller på grund af en sjælden sygdom, der er stigmatiserende, fordi den overføres gennem intim kontakt. AIDS-metaforen er klokkeklar, og selvom der måske smøres en anelse tykt på prædikenen, så er der masser af følelsesmæssig power i T’Pols opgør med sine fordomsfulde overhoveder. Lidt i samme stil er den glimrende episode “Cogenitor”, hvor Enterprise støder på en fremmed race, som består af tre køn, hvor det ene bliver behandlet som underlegne slaver. Det er ikke just et vildt originalt studium i minoritetsmisbrug, men det er umuligt ikke at blive grebet, når dramaet er så velskrevet, velspillet og velinstrueret, som det er her. Skuespillerne har her haft knap to år til at finde rytmen – både hver for sig og i fællesskab – og de klikker så godt sammen og er samtidigt nået så langt ind under huden på deres fiktive alter egoer, at deres samspil gang på gang tager kegler. Man føler sig bare i rigtig godt selskab hele tiden.

Vi har dog endnu ikke været forbi sæsonens højdepunkt, “First Flight”, som er et af de få afsnit, der fortæller en velkomponeret historie, som ingen af de andre “Star Trek”-serier kunne have fortalt nær så godt. Gennem en række flashbacks fortæller Enterprises kaptajn, Jonathan Archer (spillet af den enormt karismatiske Scott Bakula, der indgyder Archer både en indtagende varme og en imponerende fandenivoldskhed, der vækker varme minder om William Shatners ikoniske kaptajn Kirk), om menneskehedens tidlige, turbulente ture i verdensrummet, og det er netop den slags fortællinger, man har higet efter at se i “Star Trek: Enterprise”. I de andre serier, der foregår over 100 år efter Archers intergalaktiske eskapader, er vi vant til at se heltene arbejde med højteknologisk isenkram, der gør de fleste problemer lette at løse med blot et par tryk på et superavanceret computerpanel. Her får vi til gengæld fornemmelsen af at se mennesker, der er mere lig os i det 21. århundrede – som ikke har adgang til endeløse ressourcer, og som nages lige så meget af usikkerhed og uvidenhed, som vi gør i dag – og som trekkie får man omsider følelsen af at overvære nogle vigtige øjeblikke i sagaens omfattende mytologi. “Star Trek: Enterprise” brugte desværre alt for lidt tid på at skildre, hvordan et af kulturhistoriens mest omfangsrige, fiktive universer tog form.

De fleste andre episoder er udmærkede uden at være tilnærmelsesvis eminente – deriblandt sæsonafslutningen “The Expanse”, hvori Jorden pludseligt bliver angrebet af en sonde, der på få sekunder dræber syv millioner mennesker. Archer og Co. bliver prompte beordret til at flyve Enterprise ind i en gigantisk rumsky med en diameter på adskillige tusinde lysår for at finde de skyldige terrorister. Terrorangrebene den 11. september figurerer klokkeklart i subteksten, og det er herligt igen at se “Star Trek” tackle så store, aktuelle begivenheder – lidt ligesom dengang der blev kredset rundt om den kolde krig, kvindeundertrykkelsen og borgerrettighedsbevægelsen i 60’ernes “Star Trek”. “The Expanse” var et vigtigt (og tiltrængt) spark i røven på serien, der sendte den af sted i en ny, spændende retning. Samtidig var afsnittet blot en appetizer til seriens 3. sæson, der tvang serien op på et helt andet, højtliggende kvalitetsniveau. Glæd jer!

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Den 2. sæson af “Star Trek: Enterprise” ser en anelse bedre ud i HD end den foregående, men billedkvaliteten når desværre ikke helt op på et 5-stjernet leje. En hel del halvslørede skud forekommer undervejs, og eftersom mange af computereffekterne oprindeligt blev produceret i en relativt lav billedopløsning, ser CGI-sekvenserne ofte uskarpe ud og byder indimellem også på mild aliasing (små vibrationer i billedets lige linjer). Fra og med seriens 3. sæson blev effekterne dog produceret i HD, så jeg forventer, at de senere sæsoners CGI vil se langt flottere ud – og mange af de computergenererede billeder her i sæson 2 ser da også hæderlige ud. Detaljerigdommen er også ofte enormt imponerende. Man kan tit spotte alle de små knapper på skibets paneler, tyde selv de mindste bogstaver og tal på broens computerdisplays og tælle skægstubbene på skuespillernes ansigter. Farvegengivelsen er heldigvis også perfekt fra start til slut, og det samme er kontrasten. Ingen detaljer går tabt i det mørke verdensrum. Jeg bemærkede heller ikke nogen glorier eller udtværing.

Audio

På lydfronten bemærkede jeg til gengæld en klar kvalitetsforbedring i forhold til BD-udgivelsen af seriens første sæson. Alle replikker, lydeffekter og musikalske toner kommer klokkeklart igennem, og baghøjtalerne er regelmæssigt aktive (de måtte dog gerne have været en anelse mere aktive). Generelt leverer DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporene et vidunderligt livligt lydbillede – man kan ofte høre skibets paneler bippe i det fjerne (dog aldrig så tit eller højt, at man irriteres), og tjek bare afsnittet “Regeneration”, hvor Borg-væsnernes skræmmende røst også får lov til at folde sig ud i samtlige højtalere, således at nakkehårene for alvor vibrerer. Subwooferen giver samtidig skud, slag og eksplosioner ekstra slagkraft.

Ekstramateriale

Den anden sæson af “Star Trek: Enterprise” består af i alt 26 afsnit, som er blevet spredt over i alt seks skiver, der også er spækkede med ekstra godter. Først og fremmest er her alt det ekstramateriale, der befandt sig på den gamle dvd-udgivelse af sæsonen – dvs. anekdotefyldte tekstkommentarspor på afsnittene “Stigma” og “First Flight”, ganske interessante kommentarspor til afsnittene “Dead Stop” og “Regeneration” (begge med manuskriptforfatterne Michael Sussman og Phyllis Strong), en stribe slettede scener fra flere af afsnittene, en enkelt trailer til sæsonen, et billedgalleri, godt 11 minutters morsomme fraklip samt en lille stak dokumentarer. De tre “NX-01 Files” (samlet varighed: ca. 9 min.) er ultrakorte videoklip, der bl.a. beretter om prominente besøg under optagelserne af folk som Patrick Stewart og Microsofts Bill Gates(!). De syv andre dokumentarer fra dvd-udgivelsen varer tilsammen omtrent 80 minutter og beretter bl.a. om skuespillerinden Jolene Blalock (som spiller T’Pol) samt skabelsen af afsnittene “First Flight”, “Stigma”, “Future Tense” og “A Night in Sickbay”.

Der er også blevet indtalt nye kommentarspor til episoderne “Carbon Creek” og “First Flight” (med Star Trek-eksperterne Mike og Denise Okuda samt manuskriptforfatteren Chris Black) samt “Regeneration” (med skuespillerne/ægteparret John Billingsley og Bonita Friedericy), og alle fem har adskillige interessante anekdoter i ærmet.

Men ekstramaterialemæssigt er udgivelsens største trækplaster uden tvivl alle de nye dokumentar, som jeg ikke kan kyle nok superlativer efter. På disk 1 finder vi “In Conversation: The First Crew” (94 min.), hvor en af seriens hovedproducere/forfattere, den udskældte Brannon Braga, sætter sig sammen med alle seriens syv hovedrolleindehavere (den charmerende Jeffrey Combs, der hyppigt gæsteoptrådte i serien, dukker også op undervejs), og diskuterer både lav- og højdepunkterne fra de fire år, de alle arbejdede på serien. Det er angiveligt den første gang, siden serien stoppede i 2005, at alle skuespillerne er samlet ét sted, og tiden flyver simpelthen af sted i denne ekstremt fascinerende, underholdende dokumentar, hvor der tages hånd om alt fra seriens skrantende popularitet og dens kontroversielle (og forfærdelige) slutepisode til føljetonens nedsablede titelsang og de rekvisitter, som skuespillerne stjal fra settet efter deres sidste optagedage. Alle taler frit fra leveren, og de nyder tydeligvis stadig at være i hinandens selskab, og den gode stemning smitter øjeblikkeligt.

På disk 6 ligger der tre andre nye dokumentarer: “Destination Unknown”, “The First Crew” og “Course Correction”, som tilsammen varer cirka halvanden time og byder på en hulens masse vidunderligt bramfri og hudløst ærlige interviews. Flere af manuskriptforfatterne erkender, at de meget gerne ville have fortalt flere historier, der forbandt “Star Trek: Enterprise” mere med de andre “Star Trek”-serier, men at de desværre blev nedstemt af deres overordnede (såsom førnævnte Braga). Forfatterne taler også om, hvordan al den hårde kritik fra “Star Trek”-fansene påvirkede dem, og om hvordan et regimeskift hos Paramount pludseligt besværliggjorde deres arbejdsproces. Det er svært at beskrive, hvor gribende det er at høre både seriens skuespillere og kreative bagmænd diskutere alle disse op- og nedture med så stor ligefremhed og uden den mindste snert af selvhøjtidelighed eller selvcensur.

Desuden indeholder etuiet en håndfuld postkort med billeder af skuespillerne. Trekkies vil næppe nænne at frankere dem. Når man smækker udgivelsens første disk i afspilleren, præsenteres man i øvrigt for trailere til BD-udgivelserne af “Star Trek: Enterprise – Sæson 1”, “Star Trek: The Next Generation – Sæson 4” samt “Star Trek: The Next Generation”-dobbeltafsnittene “The Best of Both Worlds” og “Redemption”. Alt det nyproducerede ekstramateriale præsenteres i HD, mens resten er blevet opskaleret fra SD.

2. sæson af “Start Trek: Enterprise” er kvalitetsmæssigt fuldstændig på højde med 1. sæson. Og det er simpelthen ikke acceptabelt. Inden for de sidste mange år har både USA og England spyttet utallige gode serier ud, der alle har haft glimrende tidlige sæsoner. Det er ikke længere godt nok at bruge de første 2 år på at finde et fast fodfæste, mens man skriver den ene mere overflødige og uoriginale historie efter den anden, før det endelig begynder at køre helt på skinner for en serie. Godt nok har alle de tidligere Star Trek serier – med undtagelse af den oprindelige – haft brug for et par sæsoner for virkelig at komme i omdrejninger, men det er ikke en undskyldning for at begå de samme fejltagelser.

Afsnit som “Minefield” (hvor romulanerne endeligt bliver introduceret), “Dead Stop” (en fin lille spøgelseshus-historie) og “First Flight” (sæsonens bedste afsnit, hvor kaptajn Archer mindes sin fortid som testpilot i bedste “Mænd af rette støbning”-stil) er der alt for få af, og i stedet bliver vi overdynget med en overflod af banale og stærkt middelmådige afsnit og et par regulære pinligheder, såsom “A Night in Sickbay” (hvor Archers hund tisser på et helligt træ og forårsager en diplomatisk krise – tydeligvis snydt for Emmy-prisen for bedste manuskript…).

Da det blev tid til at sende sæsonens sidste afsnit på amerikansk tv, var seertallene for “Enterprise” gået fra godt og vel 12 mio. til lige knap 4 mio. Noget drastisk var påkrævet. Løsningen kom i sæsonens sidste afsnit, “The Expanse” (også en af sæsonens få heldige øjeblikke), som lagde op til et længere handlingsforløb, der kom til at dominere hele seriens 3. sæson.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Intet nyt i forhold til sidste udgivelse. Kun en lille smule billedlig blødhed irriterer nok til at forhindre absolut topkarakter.

AudioSamtlige episoder byder på blændende og effektive engelske Dolby Digital 5.1 lydspor.

EkstramaterialeLigesom 1. sæson af “Enterprise”, byder denne 7-disc boks på masser af ekstra godbidder, som især vil interessere tilhængere af serien og dens bagmænd. Denne gang får vi hele to kommentarspor. Begge indeholder kommentarer fra manuskriptforfatterne/producerne Michael Sussman og Phyllis Strong, som kommenterer afsnittene “Dead Stop” og “Regeneration”. Det er et par fine og ærlige kommentarspor, hvor der også bl.a. bliver snakket om seriens forhold til kontinuiteten i hele Star Trek universet.

Samtidigt er der to tekstkommentarspor på hhv. afsnittene “Stigma” og “First Flight”. Informative og ganske underholdende, men et par ekstra lyd-kommentarspor havde alligevel været en lille smule mere velkomne. Ligesom i sidste omgang byder udgivelsen på adskillige slettede scener fra diverse afsnit. Det er desværre ikke muligt at se afsnittene med de slettede scener inkorporeret, men de bliver dog heldigvis præsenteret i ganske fin kvalitet.

På boksens 7. disc befinder resten af godterne sig. I “Enterprise Moments: Season Two” (19 min.) fortæller skuespillere og folk bag kameraet om udvalgte oplevelser under optagelserne til denne 2. sæson.

“Enterprise Profile: Jolene Blalock” (14 min.) handler selvsagt om den underskønne frøken Blalock, der spiller Enterprises vulcanske førsteofficer. “LeVar Burton: Star Trek Director” (6 min.) er et lidt for kort indblik i LeVar Burtons (Geordi i “Star Trek: The Next Generation” og instruktør af adskillige Star Trek afsnit fra flere af serierne) karriere som instruktør. Faktisk fokuserer den nærmest eksklusivt på hans arbejde på afsnittet “First Flight”.

“Enterprise Secrets” (5 min.) er en dejlig, lille guldklump, som – ligesom “Enterprise Secrets” dokumentaren i 1. sæsons boksen – giver et kort indblik i, hvordan serien egentlig fungerer. “Inside A Night in Sickbay” (11 min.) fortæller om tilblivelsen af det førnævnte, horrible afsnit. “Shooting Future Tense” (17 min.) er lidt i samme dur, men handler i stedet om optagelserne til afsnittet “Future Tense”, som må siges at være af lidt højere kaliber.

De obligatoriske trailers og billedgallerier er også inkluderet. Og så er der 11 minutters morsomme fraklip, der nok skal få enhver fan til at grine sig ned af stolen, samt et par gemte overraskelser, som heldigvis ikke er særligt svære at finde.