Dogville
Udgivet 2. jun 2003 | Af: The Insider | Set i biografen
Kidman bliver godt støttet af en fremragende skuespillerbesætning, som er fyldt til randen med flere formidable karakterskuespillere end en Paul Thomas Anderson film! Bl.a. dukker Triers gode venner Udo Kier og Stellan Skarsgård op. Begge har arbejdet med Trier adskillige gange før. Indbyggerne i Dogville repræsenterer alle forskellige aspekter og facetter af den menneskelige sindstilstand, og den venlige Grace konfronteres med disse personer under sit ophold i byen, med mange forskellige udfald, gode såvel som dårlige… heldige såvel som uheldige.
Hele denne billedlige illusion fungerer fuldkommen perfekt, bortset fra en enkelt gang eller to, hvor vores registrering af filmens faktiske look tydeligvis er Triers intention. Det kan godt være, at filmens udseende ved første øjekast virker simpel, men dette er en film, som Trier aldrig ville have kunnet skabe med de 10 restriktive dogmebud hængende over hovedet. Også filmens unikke brug af lys og dæmpet og ofte sørgmodig musik er med til at styrke ens opfattelse af dette særprægede univers, som filmen udspiller sig i. Det er igen Trier som håndterer kameraet (i selskab med den talentfulde engelske fotograf Anthony Dod Mantle, som bl.a. fotograferede “Festen”), og sørger for at gøre billederne ekstra levende ved at tilføre filmen en urolig dynamisk effekt, som fænger, og som aldrig distraherer.
Der er sorgfulde øjeblikke i “Dogville”… der er steder hvor tårerne langsomt begynder at krybe sig igennem tårekanalerne, øjeblikke hvor man griber hårdt fat i armlænet af frustration og vrede, og der er øjeblikke, hvor man ler… Det er også lykkedes Trier at indskyde et par morsomme filmiske referencer her og der, hvor den bedste af dem desværre bliver indirekte afsløret af filmens plakat (den som præsenterer hele persongalleriet), men som jeg så ikke vil komme nærmere ind på her. Pga. filmens geniale mix af diverse emner og forskellige genrer, burde selv det publikum, som måske blot hungrer efter storslåede eksplosioner, hæsblæsende biljagter og et plotmæssigt vakuum, give denne film en chance. På mange måder virker “Dogville” også som et eventyr, ikke mindst grundet filmens kapitel-inddeling og John Hurts dybe, appellerende og bløde fortællerstemme (Thomas Winding, gå hjem!).
Filmen har nogle få minusser. Den er en anelse for lang, specielt slutningen trækker lidt, og kunne godt have været afkortet. Der er også et par steder, hvor man føler, at Trier måske undervurderer sit publikum en anelse. Men når filmens endelige sindsoprivende klimaks fremkommer, glemmer man hurtigt alt om tiden, og bliver endeligt efterladt i biografsædet som et hult, knust og mentalt hulkende menneskeligt vrag, sådan som Lars von Trier øjensynligt ynder at forlade os. Men på trods af, at man til sidst har en følelse af, at ens hjerne og hjerte begge har været igennem en stor blender, er “Dogville” en betagende og uafrystelig filmisk rutsjebane, som jeg glædeligt vil hoppe ombord på endnu en gang.
Klik [url=articles/view/301/]her[/url] for at læse mere om Lars von Trier i Ugens filmz.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet