[h2]ENNIO MORRICONE TONIGHT[/h2]
Står der overalt på hjørnet af 50. gade og Sjette Avenue. Stedet er New Yorks Radio City Music Hall. Aftenvinden er iskold, og indenfor i varmen er forhallen propfyldt med mennesker, som stort set alle fylder den med det italienske sprog. New Yorks italiensk-amerikanere er taget i byen, og det ser ud til, at de har taget hele “familien” med.

Da dørene bliver åbnet bliver man mødt af en smuk og stemningsfuld koncertsal, og lidt senere er de godt 6000 pladser næsten fyldt helt op. Det er aftenen, hvor Ennio Morricone giver sin første offentlige koncertoptræden i USA – hvilket bliver tydeligt understreget et par minutter før koncerten går i gang. For samtidigt med at orkesteret og koret har placeret sig, kommer en mand med en række partiturer under armen ind på scenen, og salen går pludselig amok i klapsalver. At manden ser ud til at være halvt så gammel og dobbelt så stor som Morricone, gør ingen forskel – folk klapper videre, som om det var Jesu genkomst. Klapperiet bliver dog hurtigt udskiftet med en hostende latter, som hurtigt breder sig, da den store mand med undskyldende armbevægelser forsvinder igen.

Da den 78-årige Morricone endelig kommer ind på scenen, er han overraskende let på tå, og hans gang er præget af en cool elegance, der ligger de fleste mennesker i den alder meget fjernt. Foran Morricone sidder det 100-mand store Roma Sinfonietta Orchestra – som han har taget med fra hjembyen, Rom – og længere foran sidder et lige så stort kor bestående af New York Virtuoso Singers og The Canticum Novum Singers.

På podiet er Morricone lille af statur, men i stor kontrol. Med ustresset autoritet og langt fra at være nogen Leonard Bernstein styrer han roligt og præcist sine trupper igennem programmet. Modsat mange andre filmkoncerter er der under koncerten ingen introduktion til de forskellige numre eller nogen mundtlig interaktion mellem hovedpersonen og publikum. Der er ikke så meget pjat, for musikken er i højsædet.

Koncerten lægger ud med musikken fra titelsekvensen fra “De uovervindelige” og fører derefter publikum igennem et stilmæssigt forskelligt materiale og slutter af med eposet “The Mission”. Selv om Morricone er kendt for at bryde ud i fortvivlet irritation, når han igen og igen bliver spurgt til musikken fra sine spaghetti-westerns – som er hans mest kendte bedrifter, men også kun en procentdel af hans samlede værker – er en omgang spaghetti med Morricone og Sergio Leone stadig en uundværlig koncertanretning.

Morricone har samlet brudstykker fra “Den gode, den onde og den grusomme”, “Vestens hårde halse”, og “Duck, You Sucker” til et medley, men inden han sætter i gang, stiger han ned fra podiet, går ud af scenen og er væk i noget, der virker som en evighed. Til venstre for mig sidder en ældre herre, som nikker forstående, og jeg hører ham give en mindre lektion om hvordan, blæren ikke kan rumme så meget som i ungdommen.

Men alle ved jo, at berømtheder ikke går på toilettet, og et par minutter efter er gentlemanden Morricone tilbage med sopranen Susanna Rigacci under armen. Rigacci har i mange år rejst rundt med Morricone, og hun er noget af en oplevelse. Som taget ud en højstemt opera fremfører hun Morricones materiale med jamrende øjne og bævrende læber. Som Sylvester Stallone sikkert ville have sagt, er det “Over the Top”, men det virker og lige meget hvor mange gange, man har hørt ”The Ecstasy of Gold” fra “Den gode, den onde og den grusomme” er det en helt speciel oplevelse at høre nummeret blive fremført live og for fuld udblæsning.

Publikum svarer da også igen ved at gå helt amok, og der går en så tilfredsstillende stemning igennem salen, at det flere steder ser ud til, at folk slapper af med en smøg efterfølgende.

Efter knap to timer, seks stående ovationer og tre ekstranumre har Morricone budt på musik fra 15 ud af sine over 400 filmscores. Har man set nogle af hans koncertoptrædener på dvd eller i tv, er der programmæssigt ikke den store forskel, men oplevelsen at være i stue med manden selv er meget anderledes og i høj grad en billet værd. Trods sin høje alder er Morricone en meget aktiv mand på koncertfronten, og han farer tit rundt omkring i verden, for i disse tider oplever han lidt af opblomstring.

Morricone har efter sigende altid haft et anstrengt forhold til den amerikanske filmfabrik, og omvendt, fordi han foretrækker at arbejde i hjemlandet og altid har nægtet at bosætte sig i USA. Alligevel er det som, at amerikanerne endelig har taget Morricone til sig. For foruden koncerten i New York bød byens Museum of Modern Art og Film Forum også på en hel række Morricone-film på det store lærred. Desuden er der blevet udsendt hyldest-cd’en “We All Love Ennio Morricone”, hvor en lang række kendte og forskellige musikere som Bruce Springsteen, Metallica og Andrea Bocelli er samlet for at fremføre egne versioner af Morricones mest kendte kompositioner.

Og som prikken over i’et blev Morricone tildelt årets æres-Oscar i Los Angeles, hvilket skete på det helt rigtige tidspunkt for Morricone – efter en livslang periode med fantastiske bedrifter, men heller ikke så sent, at det virkede som om man uddelte en trøstepræmie til et fossil.

Læs tidligere Soundtracks.