Makkerparret Michael Wikke og Steen Rasmussen var enormt populære i 80’erne takket være tv-serier som “Robin Hat” og “Sonny Soufflé”. Nutidens børn og unge kender dem nok bedre for deres populære familiefilm: “Hannibal & Jerry”, “Flyvende farmor” og senest den charmerende “Der var engang en dreng”, som netop er udkommet på dvd. “Der var engang en dreng” er en varmhjertet fortælling om en dreng, der får en lillesøster med vinger. Da vi fanger Steen Rasmussen over telefonen for at tale lidt om filmen, befinder han sig på et amerikansk hotelværelse. “Der var engang en dreng” er nemlig blevet udtaget til en særlig børnefilmsfestival i Los Angeles.

Hvordan går det derovre?
“Det går fandeme godt! Det er meget ærefuldt at være udvalgt. Vores modtagelse har været helt fantastisk. Det er virkelig Hollywood det her, hvor man bliver færget ind med stor limousine. Og på fredag bliver filmen vist i Grauman’s Chinese Theater nede på Hollywood Boulevard – den med stjernernes håndtryk foran. Det er sgu stort. I dag skal vi have et møde med en fra Weinstein Company, som har henvendt sig angående filmen, så vi er lidt på tæerne med dét.”

Hvordan har den internationale reaktion ellers været?
“Den er solgt blandt andet til Indien, ved jeg… Ham der købte den derovre var fuldstændig oppe at køre, det var rigtig, rigtig stort for ham. Fordi her var der jo en film, hvor folk dansede og sang ligesom i deres egne film.”

Filmen har også lidt af et ‘Bollywood’-feel…
“Vi har egentlig ikke haft noget forhold til Bollywood, men vi har fået flere henvendelser derfra, fordi de synes, at alle de tre film – ‘Hannibal & Jerry’, ‘Flyvende farmor’ og ‘Der var engang en dreng’ – er lige oppe i deres afdeling. Den har et virkelig godt internationalt liv den her film af en eller anden grund, jeg ved ikke rigtig hvorfor. Der er nogle store tyske tv-selskaber, som har købt den. Den går åbenbart lige igennem til folk.”

Jeg har også næsten lige set den på dvd…
“… har du set den på dvd? Jeg har ikke selv set den endnu nemlig. Hvordan ser det ud?”

Det ser meget godt ud. Både billed- og lydkvaliteten er høj.
“Det er fedt. Jeg har været bekymret, for jeg har ikke set den endelige kopi. Er der kommet karaoke med?”

Ja, man kan vælge at se sangene i “karaoke-udgaver”. Så bliver ordene farvet brune i takt med musikken.
“Fedt! Det var Michael, der fik den idé. Det var faktisk den oprindelige idé, at vi ville have karaoketekster på filmen i biografen. Fordi nu havde vi lavet så mange film med musik, så nu syntes vi, det kunne være sjovt, hvis folk sang i biografen. Men det blev ikke til noget, fordi det viste sig, at billederne var så flotte, så vi ikke kunne nænne at ødelægge dem. Men på dvd-formatet er det jo fantastisk, fordi man bare kan vælge at slå det fra eller til.

Første gang man ser den komplette titel: “Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger”, kommer man til at spekulere over, hvordan katten I dog har fundet på den titel…
(griner) “Ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget… Når man skal skaffe penge til en film, så laver man noget, som hedder en pitch – to linier, der skal afsløre, hvad filmen handler om, for at gøre folk interesserede. Og da vi i sin tid skulle skaffe penge til den her film, så vidste vi, at filmen skulle hedde ‘Skymaster’, der også er filmens engelske titel. Men vi kom ingen vegne, indtil der var én, som sagde: ’Har du set den undertitel, der står nedenunder? Der var engang en dreng, som fik en lillesøster med vinger'. Og det blev så filmens titel, fordi det jo er den korteste måde at fortælle filmens historie på. Det var undertitlen, som blev hovedtitlen.”

Hvad inspirerer jer, når I laver film? Er der nogen, I ser op til?
“Ja, det må du nok sige. Forbilledet for os er helt klart brødrene Coen. De laver sådan set ikke familiefilm, men det er den teknik, som vi også anvender: godt med humor, flotte billeder og store skuespillerpræstationer. Så kan man lave hvad som helst med det. De ser også virkeligheden på samme måde som os.”

Ja, man kan godt se, at både jer og Coen er gode til at skabe jeres helt unikke, visuelle universer.
“Det er dét, vi er ude på. Hvis du ser på de andre film – ‘Flyvende farmor’ og ‘Hannibal & Jerry’ – hver film har sit helt eget univers. Scenografisk, farvemæssigt, lydmæssigt…”

Alle jeres film er også fyldt til randen med meget særprægede figurer. Har I specifikke skuespillere i tankerne, mens I skriver karaktererne?
“Ja. Hver rolle er skræddersyet til én skuespiller. Hvis vi ikke kan få den skuespiller, så laver vi rollen om. Den her film tog udgangspunkt i, at vi gerne ville lave en film med Nicolas Bro, hvor han ikke var psykopat, karakterafviger eller stofmisbruger. Han skulle være en helt – en romantisk helt. I ‘Flyvende farmor’ havde vi sat os for, at Jytte Abildstrøm skulle spille almindelig, i stedet for at øjnene for rundt i hovedet på hende, og at hun råbte og skreg. Hun skulle være en helt almindelig bedstemor. En af dem, vi har været meget glade for at lave noget med på den her film, er Bodil Jørgensen, som spiller Karin fra kommunen (filmens skurk, som kæmper en brav kamp for at få lillesøsterens specielle vinger fjernet, red.). Hun var også med i vores ‘Russian Pizza Blues’, lige da hun var kommet ud af skuespillerskolen, og så har vi ikke haft mulighed for at arbejde med hende siden. Men så besluttede vi os for, at det nu var på tide, at hun kom på, og hun skulle altså have den her rolle.”

Havde I haft lejlighed til at se “Drømmen”, før I hyrede Janus Dissing Rathke til at spille hovedrollen?
“Nej, vi havde ikke set ‘Drømmen’, men vi havde hørt om ham. ‘Drømmen’ var ikke klippet færdig. Janus blev vi gjort opmærksom på af Niels Arden Oplev, som lavede filmen. Vi kom forbi et klipperum, hvor han sad… vi kan ikke så godt lide det der børne-casting, hvor de står på vejen med deres familier. Så vi spørger bare kollegaerne, det har vi altid gjort. Niels sagde, at han filmede med en dreng på det tidspunkt, og at han var rigtig god. Så derfor tog vi ham, og det viste sig, at han var kanon god. Nicolas Bro siger selv, at han simpelthen betragter ham som en jævnbyrdig medspiller. Og de to havde det kolossalt godt sammen for øvrigt.”

Filmens budskab – at man ikke skal være bange for at være anderledes og skille sig ud – er meget aktuelt i øjeblikket. Fordi vi lever i en tid, hvor det er populært at sætte børn i bås, allerede fra de er helt små. Er det at overfortolke filmen?
“Slet ikke. Vi bliver mere og mere standardiserede mennesker, synes vi. Der bliver snævrere og snævrere rammer for, hvad der er normalt, om man så må sige. Og jo mere at de strammer skruen med prøver og alt sådan noget om, hvordan man skal være, jo mindre plads bliver der til dem, som er anderledes. Det er meget let at overse folks potentiale. For eksempel hvis de har vinger, åndeligt set, så bliver de hurtigt klippet af, hvis man ikke tager hånd om dem.”

I skriver teksterne til alle sangene, men hvordan foregår samarbejdet med musikerne?
“Når vi skriver manuskriptet, så skriver vi samtidig også teksterne til sangene. Så når manuskriptet er færdigt, så står teksterne som en del af manuskriptet. Denne her gang har vi valgt at skrive nogle af scenerne om til sange i stedet for at lave et optrin, hvor de lige pludselig begynder at synge, som vi har gjort tidligere. Vi ville integrere sangene i handlingen, og det synes jeg er lykkedes meget godt. Og når teksterne så er færdige, så går vi ofte til vores gamle venner, såsom Poul Halberg, Bossy Bo fra Østkyst Hustlers eller Stig Kreutzfeldt, og så skriver de dem så færdigt. Poul Halberg har på flot vis kædet det hele sammen og lavet noget flot underlægningsmusik. Det er folk, som jeg som musiker spillede med i 70’erne og 80’erne.”

Er der nogen projekter på tegnebrættet?
“Ja, vi vil meget, meget gerne vende tilbage til en meget, meget hård kriminalgenre. Vi lavede en film for nogle år siden, som hed ‘Motello’, som vi selv var ret glade for, men som ikke havde den store succes hos offentligheden, og det vil vi gerne tage revanche for. Det bliver helt klart en film noir, det er helt sikkert.”

Læs anmeldelsen af “Der var engang en dreng”.