”Don’t you got any Christmas music?” “This is Christmas music!”
Da produceren Joel Silver ledte efter en komponist til “Die Hard”, faldt valget naturligt nok på Michael Kamen, som året forinden med stor succes havde lavet musikken til Silvers “Dødbringende våben”. Arbejdet på “Die Hard” skulle dog vise sig at være en besværlig opgave.
Pga. panikstemning fra filmselskabet omkring filmens premiere, blev der klippet og ændret i filmen lige til det sidste, og værst gik det ud over Kamens bidrag. Det færdige score blev klippet i forskellige stykker, og mange af numrene blev gentaget flere gange igennem filmen, og samtidigt blev der indsat musik fra andre film, her iblandt et stykke fra James Horners musik til “Aliens”, i det færdige miks. Trods disse vanskeligheder indholder Kamens bidrag masser af vid og charme. Der er ikke de store melodiøse temaer, men skarpe referencer til julemelodier samt en masse farverige instrumenteringer og tempoer, som reflekterer John McClanes mange gemmelege og hele filmens “katten efter musen”-stemning. Den største musikalske genistreg i filmen går til ham, der fandt på, at filmens tyske skurk, Hans Gruber, skulle ledsages af toner til Beethovens 9. symfoni. Allerede første gang Gruber, i skikkelse af veloplagte Alan Rickman, træder ind til festen, spiller festorkesteret dette stykke, og lidt senere nynner han også selv melodien.
Kamen inddrager naturligvis også melodien i sit score, så det derved bliver Grubers tema filmen igennem. Selvom melodien således ikke har noget med John McClane at gøre, er den ironisk nok gået hen og blevet et slags uofficielt “Die Hard”-tema, som bl.a. bliver brugt i forbindelse med promoveringen af den aktuelle “Die Hard 4.0”. Kamens score til “Die Hard” er intelligent underlægningsmusik, som virker fremragende i filmen, men pga. af scorets legesyge natur skal det siges, at det på cd ikke er en lytteoplevelse for enhver smag.
Da “Die Hard” får en efterfølger i 1990, er Kamen også tilbage, og igen inddrager han en klassisk reference. Denne gang er det Sibelius’ Finlandia, hvilket kan være en smart reference til filmens finske instruktør, Renny Harlin. Der trækkes igen på julestemning, men ellers er den musikalske stil mere lige-ud-af-landevejen i forhold til den første, hvilket er et resultat af, at actionscenerne er længere og større, og dette afspejles i musikken.
Fem år senere i “Die Hard – Mega Hard” er John McClane flyttet til New York; det er sommer, og Kamen må undvære julereferencerne. Han fastholder dog en klassisk reference, Brahms’ 3. symfoni, men denne idé bliver forkastet i sidste øjeblik, og han bliver bedt om at inddrage den gamle traver “When Johnny Comes Marching Home”, bl.a. kendt fra “Dr. Strangelove”, til at repræsentere filmens skurk. Udover denne iørefaldende melodi er resten af Kamens musik dog mest af alt en uinspirerende omgang.
Soundtracket blev udsendt før Kamen var færdig med sit arbejde, så modsat musikken til de to tidligere film, er cd’en et rodet miks mellem sange, kildemusik og underlægningsmusik.
Nu hvor tiden er kommet til en 4. film i rækken, er Michael Kamen desværre ikke blandt os længere, så opgaven er gået til Ole Bornedals hofkomponist, Marco Beltrami. Der er heller ingen klassiske referencer denne gang, men Beltrami har fyldt sit score med masser af hilsner til Kamens score fra den første film. Hovedvægten er dog mest lagt på action, hvilket der er masser af fra ende til anden. På den måde bringer det minder om Michael Giacchinos score til “Mission: Impossible III”. Når actionmusikken stort set er non-stop og uden de store pauser, bliver det lidt anstrengende i længden, men derfor er Beltramis score til “Die Hard 4.0” alligevel det mest underholdende soundtrack af de fire “Die Hard” cd’er. Kamens score til “Die Hard” er dog i kontekst med filmen stadig det mest intelligente og med det helt rette “Die Hard”-glimt i øjet.
Yippee-ki-yay, motherfucker! – “Die Hard” tema
