Første halvdel af den 58. Berlinale er ovre og har – med enkelte markante undtagelser – været noget skuffende hvad angår kvaliteten af de viste konkurrencefilm. Niveauet har ganske enkelt ikke været så højt som tidligere, og man har flere gange siddet tilbage med en følelse af, at nogle af filmene slet ikke burde have været udtaget til hovedkonkurrencen. De enkelte lyspunkter, der her været indtil videre, er Paul Thomas Andersons “There Will Be Blood” og Mike Leighs komedie “Happy-Go-Lucky”. De har begge markeret sig som favoritter til at løbe med Guldbjørnen. Derudover har “Elegy” med en storspillende Ben Kingsley også efterladt et positivt indtryk, om end den ikke når op på siden af de to andre film. “Elegy” byder også på Dennis Hoppers bedste rolle i lang tid.

[h2]Bergman og Big Brother[/h2]
Af de film, som ikke er med i hovedkonkurrencen, hører danske Simon Stahos “Himlens hjerte” til blandt de bedste, og det lille kammerspil, der tager arven op fra Ingmar Bergmans præcise behandling af ægteskabelige spændinger, vækker store følelser. Filmen har svenske Mikael Persbrandt og Lena Endre i hovedrollerne som Lars og Susanna, der kommer ud i følelsesmæssigt stormvejr, da Lars afslører, at han har en affære med en anden kvinde. Der optræder kun fire karakterer i filmen, som udelukkende udspiller sig inden døre, og ser man bort fra den bevidst konstruerede ramme, er der masser af liv i både skuespillet og replikkerne. Foruden skuespillernes præstationer, hvor selv de mindste ansigtstrækninger og blikke kommunikerer et væld af følelser, er det måden, hvorpå Staho fodrer både os og sine karakterer med information på, som gør fortællingen så underholdende. Mens vi som publikum har det fuldt forkromede overblik, må karaktererne føle sig frem i forsøget på at finde sig selv og hinanden, og det er både morsomt og dramatisk.

Selvom Søren Kragh-Jacobsens thriller “Det som ingen ved” ikke har helt samme klasse som “Himlens hjerte”, er det ikke desto mindre en velfungerende film med et udmærket tag i genrens konventioner. Historien er løst inspireret af forfatter Søren Lassens bog “En anden tid” og handler om Thomas, der finder ud af, at hans afdøde far var involveret i et hemmeligt militært projekt, som var finansieret af CIA. Filmen er først og fremmest en underholdende thriller, men problematiserer på samme tid også den rolle, som Forsvarets Efterretningstjeneste og ikke mindst CIA spiller i det danske samfund. I takt med at Thomas graver dybere ned i hemmelighederne, vendes de tiltag, som egentlig er skabt af regeringen med henblik på at beskytte borgerne, mod en uskyldig, der pludselig kommer i overvågningskameraernes søgelys og får Forsvarets hårdhændede agenter på nakken. Filmen spørger, hvornår prisen for vores tryghed bliver for høj, og hvor meget vi vil acceptere, når det kommer til, hvor store beføjelser samfundets magthavere skal have til at kunne gribe ind i vores privatliv i sikkerhedens navn.

Anders W. Berthelsen er god i rollen som Thomas, og han får fint modspil af Henning Jensen i rollen som den iskolde Lange-Erichsen, der var leder af gruppen, som Thomas’ far var en del af. Maria Bonnevie er som altid betagende at se på, mens Ghita Nørby derimod ikke har meget at rive i. Tempoet er for det meste højt, og der er mange overraskende vendinger i handlingen, der er skrevet af både Søren Kragh-Jacobsen og Rasmus Heisterberg, som også stod bag manuskriptet til “Kongekabale” – det fornemmes tydeligt i filmens sammenføring af elementer af fiktion og virkelige begivenheder med forbindelse til Forsvarets hemmelige missioner. Det er ikke alle elementer i “Det som ingen ved”, der fungerer lige godt, men ser man bort fra en til tider lidt fjollet iscenesættelse af Forsvarets Efterretningstjenestes metoder og en slutning, der fiser ud i stedet for at eksplodere er det en velfungerende thriller med noget på hjerte og en relevant historie.

Blod og barske billeder
Til trods for at “There Will Be Blood” blev vist under et enormt forventningspres, leverede den på imponerende vis varen med en fremragende historie om en stor mands storhed og efterfølgende fald. Der er allerede blevet trukket paralleller mellem Paul Thomas Andersons film og “Citizen Kane”, og det er der ræson i, for den rejse, som Charles Foster Kane gennemgår i den klassiske film, spejler på mange måder den, som hovedpersonen Daniel Plainview gennemgår. Der er masser af nuancer i karaktererne, og som ventet leverer Daniel Day-Lewis endnu en pragtpræstation som Plainview, der giver den fremragende skuespiller mulighed for at spille på alle tangenter. Noget af det mest fascinerende ved Plainview er hans verdenssyn, der domineres af en ide om, at ingen må få lige så stor succes som ham selv. Han skal være den eneste på toppen, og alle andre er ikke andet end potentielle konkurrenter til tronen. Det gælder også Plainviews papsøn, H. W. Plainview. Denne dystre drivkraft gør Plainview i stand til at udrette fantastiske ting, men den driver ham også direkte mod undergang.

“There Will Be Blood” er en film, der eksperimenterer med formsproget og foruden det meget tilbagelænede fortælletempo (filmens første egentlige replik falder ikke før ti minutter inde i filmen), skiller især musikken sig ud med skæve toner og en kraft, der leder tankerne hen på brugen af musik i Stanley Kubricks film. Det er en udfordrende film, både hvad angår form og indhold, men bør absolut ses hvis ikke man vil gå glip af en af de mest komplekse og tilfredsstillende fortællinger i år.

Errol Morris’ dokumentar “Standard Operating Procedure” fortæller historien bag de billeder, der blev frigivet for et år siden og viste amerikanske soldater, som mishandlede og ydmygede irakiske fanger. Morris har interviewet flere af de soldater, der senere blev dømt for at have taget billederne og stået bag mishandlingen, og giver dem chancen for at reflektere over det, der skete i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad. Det kommer der mange spændende, men også foruroligende historier ud af, og ikke mindst billederne selv er med til at skabe en sydende hård kritik af den amerikanske hær og regerings afhøringsmetoder. Vi får beretningen om billederne fra en række forskellige vinkler, og det hele bliver holdt sammen af sekvenser med grafik og rekonstruktioner, som har til hensigt at lette overblikket og placere os i de pågældende situationer. Her ligger på samme tid filmens største svaghed, idet filmsekvenserne virker alt for svulstige i forhold til selve historien, der sagtens kunne være fortalt uden de alt for store armbevægelser og overgearede virkemidler.

Læs 1. del af Filmz’ dækning af nye internationale film på den 58. Berlinale.

Læs 3. del af Filmz’ dækning af nye internationale film på den 58. Berlinale.