Der var engang en der sagde, at børn er fascinerede af dinosaurer, fordi de er store, skræmmende og uddøde. Lidt det samme kan siges om filmpublikummets fascination af de mange forskellige uhyrer, som i tidens løb har trampet sig vej hen over det hvide lærred og de små tv-skærme.

Uden vellykkede visuelle effekter var det dog ikke gået, men dem der har set “King Kong” fra 1933 og sammenlignet den med genindspilningen fra 1976 ved også at der skal mere til. For selvom versionen fra 1976 var lavet med datidens bedste teknologi, manglede den noget; for som en anden Pinocchio ville den gerne være mere end bare en dukke, men uden en sjæl blev den dog aldrig nogen rigtig dreng.

Efter stop-motionens gyldne alder og op til 1990’erne, hvor japanske stuntmænd i gummidragter havde fået folk til at le, fik amerikanernes imponerende computereffekter i de efterfølgende år igen filmelskere til at måbe som man 100 år tidligere havde gjort ved filmens fødsel. Men da dinosaurer og kæmpeøgler efterhånden havde trampet enhver filmkulisse ned, gik det op for biografgængerne, at Hollywoods store film mere eller mindre kun havde imponeret med deres kolde, digitale udregninger. For hvem blandt publikum interesserede sig egentlig for om de irriterende mennesker i “Jurassic Park: The Lost World” og “Godzilla” overlevede eller ej?

[h2]Historien er kongen[/h2]
Selvom “King Kong” fra 1933 ikke var den første monsterfilm, vil den dog altid være moderen til alle monsterfilm, fordi den var den første af slagsen som havde vellykkede effekter og samtidig forstod at puste liv i monstret – det livsvigtige element som får tilskueren til at opleve en forståelse og medfølelse for dyret, som trods forældede effekter stadig kan mærkes når filmen ses den dag i dag. Peter Jacksons nyeste opdatering er ligesom 1976-versionen fyldt med det nyeste legetøj, men her har man til gengæld læst på lektien og lært at effekterne trods alt er et arbejdsredskab blandt mange, og at den gode historie altid har og altid vil være den vigtigste ingrediens.

Selvom filmens tre timers lange spilletid kunne have brugt en trimning eller to, og effekterne har det med at svinge i kvalitet, viser filmen sig at være en meget vellykket hyldest til den originale film. Og endnu vigtigere, så fanger den magien og sjælen fra 1933-versionen, samtidigt med at den tilføjer nye elementer. Som en af de lidt mere vovede tilføjelser ser vi at kærligheden mellem Kong og Ann Darrow er blevet mere ligevægtig frem for – som tidligere – meget ensidig. Det er bl.a. med til at give historien og myten om King Kong en ny og ekstra dimension.

Jackson ekstravangante fortælling om den ensomme kæmpeabe beviser endnu en gang at effekterne er en vigtig del af filmene om de store monstre og uhyrer, men også at det er det menneskelige element; kærligheden til fortællingen og forståelsen for at give udyrene sjæl, som gør forskellen på de vellykkede og de mindre vellykkede monsterfilm.

Klik her for at læse dvd-anmeldelsen af “King Kong”.