For at sammenligne, er herunder to billeder fra samme film, men i hver sin opløsning. Hvor det første er i HD opløsning, er det næste i standard dvd opløsning, og forskellen på de to billeders detaljegrad er tydelig. Klik på billedet for at se forskellen i høj opløsning.

Men fordi at et tv har flere horizontale linier, end et standard tv, gør det det ikke automatisk til et HD-klassificeret tv. Som standard skal et HD-kompatibelt tv kunne vise mindst 720 linier, og i bedste fald 1080 linier. Dette giver som udgangspunkt to standard opløsninger indenfor HD-signaler:
[list][li]1280×720 billedpunkter[/li][li]1920×1080 billedpunkter[/li][/list]
De to opløsninger er fuld opløsning, men der findes endvidere mulighed for at sende signalet interlaced, der reelt set svarer til en opløsning med det halve antal linier. Således vil den fulde 1920×1080 opløsning altid benævnes 1080p, mens det interlaced, som svarer til 1920×540, benævnes 1080i.

At der findes disse to standard HD opløsninger betyder dog ikke nødvendigvis at et HD tv svarer til netop disse, da et hurtigt kig på markedet afslører en masse tv med arbitrære opløsninger.

Således findes der eksempler på skærme med rektangulære billedpunkter, eller pixels, fremfor normale kvadratiske, for at spare på antal billedpunkter og nedsætte produktionsomkostningerne. En god tommelfingerregel er derfor at kontrollere om højde-bredde forholdet på den oplyste opløsning er ca. i forholdet 1:1,7778 (16:9). Hvis tallet er lavere end 1,7778 er det tegn på at der er fusket med skærmens opløsning, medmindre det selvfølgelig ikke er en widescreen skærm man kigger på.

Progressive Scan tegner i modsætning til interlacing hele billedet pr. billedopdatering, hvilket giver et bedre billede med mindre liniestøj. Progressive Scan betyder dog, at den dobbelte information skal overføres pr. billede, og derfor kræver det også at tv’et er tunet til denne mængde data. Det betyder samtidig at ens signalkilder helst skal sende data i Progressive Scan format, hvis man vil have noget ud af at tv’et kan vise Progressive Scan.

Progressive Scan er det bedste signal til action og sportprogrammet, mens interlaced er bedre til mere stille film uden de store bevægelser. Det er værd at bide mærke i, at selvom 1080i er halv opløsning af et fuldt HD signal, er det stadig en lidt højere opløsning end 720p, så valget mellem 720p og 1080i er valget mellem, om man vil have non-interlace eller højere opløsning.

Der kan på denne baggrund formuleres et minimumskrav til et HD-kompatibelt tv: Det skal kunne vise en opløsning med minimum 720 linier, samt præsentere billedet i Progressive Scan, eller 720p som det forkortes, samt 1080i.

Der findes også den højere fulde opløsning på 1080 linier, men tv der kan klare fulde 1080p er ikke tilgængelig for den almindelige forbruger for almindelige penge endnu. Dog bør et HD-kompatibelt tv kunne modtage et interlaced 1080 liniers HD-input og fremvise billedet på skærmen.

Nedenunder ses et eksempel på forskellen mellem et interlaced (venstre), og et Progressive Scan (højre) video-input, og viser at Progressive Scan er interlaced overlegen, når man ser på framegrabs. Dog er det lidt uretfærdigt at vise et still-billede af interlace processen, da det menneskelige øje ofte ikke vil se opdateringen på hver anden linie, der sker for hvert billede.

[h2]LCD eller Plasma?[/h2]
Når man skal ud og vælge sit nye tv, er der to teknologier man kan vælge imellem til sit tv: Plasma eller LCD.

Plasma-skærme fungerer ved at ædelgas opholder sig i rummet mellem to tynde glaspaneler. Billedet bliver genereret når gassen bliver ladt med elektricitet, hvormed gassen reagerer ved at frigive fotoner, lysenergi der af seeren opfattes som et billede. Plasma var det helt nye hotte for en del år siden, men teknologien har vist sig at have en række børnesygdomme, der skulle være rettet i næste generation.

Den største ulempe ved plasma, er teknologiens tendens til at fastbrænde billeder på skærmen, som problemet var med gamle CRT-skærme til de tidlige computere. Dette fænomen fik undertegnede et eksempel på i Fona, hvor en af deres plasmaskærme havde “Legally Blonde 2” titlen brændt fast på et af deres udstillings-tv til dengang 40.000 kr.

Der er dog de senere år sket adskillige fremskridt med at forhindre fastbrænding på plasmaskærme. Blandt andet er der teknologier, der konstant detekterer om billedet på plasmaskærmen er stillestående, og derefter begynder at bevæge det så man ikke lægger mærke til det, men nok til at formindske mulighederne for fastbrænding. Der findes andre anti-burn-in teknologier, der kan vise kalibreringsbilleder på skærmen, der skulle afhjælpe, hvis et billede er på vej til at blive brændt ind.

Desuden forlyder det at 3. parts mærker lettere fastbrænder, mens kvalitetsfabrikanters plasmaskærme ikke skulle kunne fastbrænde billeder mere. Udover det skulle der være størst risiko for fastbrænding i tv’ets første 200 timers levetid, hvorefter tv’et skulle være kørt til. I alle tilfælde kan det betale sig at sikre sig, hvis man skal købe et plasma-tv, at det har anti-burn-in teknologier.

Modsat er der LCD-skærmene, der har flere år på bagen, og derfor er kommet over de værste børnesygdomme. LCD står for Liquid Crystal Display, og er reelt set en række lyskrystaller, som styres af en individuel spænding, der bevirker hvert punkts farve. En lyskilde bag LCD-panelet gør at vi kan se et billede gennem de gennemsigtige krystaller.

LCD-skærme kan ikke som plasma fastbrænde billeder, men kan til gengæld have “døde” pixels. Billedpunkter, hvor farverne ikke er lige så stærke som naboerne, eller blot slet ikke reagerer på noget signal, men viser samme farve hele tiden. Døde pixels er de senere år blevet mere sjældne, men kan stadig forekomme på en LCD-skærm.

Dog står LCD-teknologien p.t. stærkest i forhold til plasma, både med billedkvalitet og holdbarhed, men det forlyder at næste generation af plasma-skærme er lige om hjørnet, hvor teknologien er væsentligt forbedret, fastbrænding skulle høre fortiden til og billedet skulle overgå LCD. LCD er det stærkeste nu, men fremtiden ser ud til at tilhøre plasmaskærmene.
[h2]HD-Ready, HDMI, HDCP?[/h2]
De forskellige tv, man kan købe i dag, bærer ofte mærket “HD-Ready”, der er en specifikation fremsat af EICTA for tv-apparater der sælges i Europa, og fremsætter visse krav til et tv, for at det kan klassificeres klar til HD. Selvom dette lyder som et kvalitetsstempel, skal man passe på med ikke at købe katten i sækken på baggrund af denne specifikation, da man kan omgå nogle af kravene i specifikationen, bl.a. med opløsningen, og stadig opnå at være HD-klar ifølge EICTA.

Grunden til dette er, at i et forsøg på at formindske piratkopiering, er det valgt at HD-signal fra en HD-enhed til en anden, begge skal understøtte en protokol, der hedder High-bandwidth Digital Content Protection, eller HDCP, der krypterer HD-signalet under overførslen.

HDCP understøttes automatisk gennem HDMI-stikket, der vil blive det fremtidige overførselskabel for HD. Hvis man ikke har et HDMI-stik i sit tv, men kun et DVI, kan det dog stadig lade sig gøre, hvis ens DVI-indgang i tv’et understøtter HDCP.

Af denne grund vil et HD-medie der ikke overføres til tv’et gennem HDCP-protokollen automatisk nedskaleres til en opløsning, der ikke er bedre end den nuværende dvd-standard. Dette vil være aktuelt for alle HD-enheder, både Blu-ray og HD-DVD-afspillere, såvel som satellit-receivere.

Summa summarum skal man sørge for at ens tv som minimum har en DVI-indgang, med HDCP-understøttelse, og helst en HDMI-indgang.

Udover det, skal tv’et have de sædvanlige stik vi kender fra dvd: SCART, composite (video og stereo-lyd) og component (RGB).

Der er to grunde til at opgradere til HD: at kunne se tv, der bliver sendt i HD, og se film, man kan købe i HD-format. Tv-signaler i HD har stadig lange udsigter på dansk tv, så det eneste argument for at opgradere indtil videre, er filmene. Men selv på den front er der kridtet op til en krig mellem Blu-ray og HD-DVD, hvorfor det vil være bedst at vente til den er overstået. Udover det, vil ventetiden også gøre skærme der kan vise fuld HD i 1080p mere tilgængelige. Alternativt kan man gå på udkig efter en projektor til at se filmene, der i dag sagtens understøtter HD, og er blevet noget billigere end tidligere.

Der er mange grunde til at vente med at opgradere, så længe man kan holde det ud. Priserne bliver lavere, og teknologien får mulighed for at modnes inden man selv kaster en mindre formue efter den. Format-krigen på HD-mediefronten hjælper heller ikke med HD’s fremgang hos den almindelige forbruger, men før eller senere bliver vi nok alle sammen nødt til at overgive os til HD.

Hvis man allerede nu har bestemt sig for at opgradere, eller blot skal ud og have et nyt tv alligevel, er her lavet en liste over hvad man bør sikre sig sit nye tv kan levere:
[list][li]Minimum en opløsning på 1280×720[/li][li]Har digital input i form af HDMI, eller DVI med HDCP understøttelse[/li][li]Har analogt input i form af SCART, component og composite[/li][li]Understøtter 720p og 1080i HD signaler[/li][/list]Udover det er det som altid et godt råd at få en demonstration af tv’et i butikken, inden man køber apparatet.