Hvor alle signaler for få år siden var komplet analoge, er den analoge del af signalet fra en given kilde til tv’et i dag så småt ved at blive udfaset. Det analoge videobånd er således for længst udskiftet med den digitale disk, hvis signal dog hovedsageligt stadig sendes til tv’et analogt. Med indførslen af næste generation af HD-medier, vil det analoge signal være en saga blot, og alt fra at en film læses på disken, til billedet vises på skærmen, vil være en digital process fra start til slut.

Som eksempel kan man tage udgangspunkt i en dvd-film. En typisk film varer ca. to timer. Hvis man antager at filmen er i PAL (720×576 billedpunkter med 25 billeder i sekundet), viser en hurtig udregning, at video-delen for filmen alene vil fylde 208,6 GB, hvilket langt overstiger de 9 GB, der maksimalt kan være på en enkeltsidet dvd.

Der findes i dag et hav af metoder til at komprimere video, og man kan som tommelfingerregel sige, at jo bedre billedkvalitet man får, i forhold til den plads materialet optager, jo bedre er komprimeringsmetoden.

De første spæde forsøg i videokomprimering skete tilbage i 1960’erne, men det var ikke før i 80’erne at digital video for alvor fik fart på. Resultatet var dog aldrig imponerende, da det ofte fik en effekt af at se videosignalet gennem en ‘beskidt rude’. Man fik dog udviklet teknologien, og endte til sidst med MPEG1 standarden, der administreres af Motion Picture Expert Group (MPEG). Den næste generation af MPEG kodningen så hurtigt dagens lys, og fik navnet MPEG2. Dette blev siden populært til bl.a. fjernsynstransmissioner, og det er f.eks. også MPEG2 kodning, der ligger bag lagringen af video på en dvd-skive.

Hvis en fejl i billedet stadig kan ses, er det et såkaldt artefact.

Edge enhancement er et artifact, der ikke er til stede i kildematerialet, men bliver tilføjet til filmens transfer, for kunstigt at øge skarpheden, selvom opløsningen forbliver den samme. Øjet narres til at tro, at billedet er blevet skarpere og i stedet for en overførsel, der er naturligt detaljeret og ligner film, plages det af hårde digitale konturer og ‘glorier’.

Dette skyldes at nutidens komprimeringsmetoder anvender noget der kaldes ‘blok-baseret kodning’. Princippet er, at man ikke ser på billedet som en række billedpunkter, eller pixels, men i stedet ser en række blokke, eller kasser, der hver består af 8×8 billedpunkter. Man gemmer informationer for hver blok, hvis mængde afhænger af komprimeringsgraden.

Det ses oftest på dvd-skiver med ridser, eller andre skader, der besværliggør læsningen. Hvis der er visse dele af mediet, der ikke kan læses, sker der et slags “udfald” af det digitale signal, og resulterer i tydelige misfarvede blokke i billedet. Lyden har som regel også udfald når dette sker.

I de områder kan der under komprimeringen ske en reduktion af antal farver, der bliver brugt til denne jævne overgang, hvorfor der er færre farver til at lave alle nuancerne.

Resultatet er, at der kan opstå en række “bånd” i den jævne overgang, med en ny farve for hvert bånd, og overgangen vil derfor ikke længere være jævn.

Det opstår når en dvd er blevet indkodet fra interlaced frem for progressive kildemateriale og ses ofte i dvd-udgivelser af animation.

Dette kan opstå af flere grunde, men sker som oftest på grund af for stor mætning i billedet, hvor de mættede områder flyder ind over de tilstødende dele af billedet. Det kan dog også opstå som et resultat af video processering i lav opløsning.

Man kan få en demonstration af fænomenet ved at skrue op for farverne på ens eget tv. På et tidspunkt vil farverne begynde at bløde, jo højere man skruer op.

Der findes en lang række artefacts, der falder ind i denne kategori, og de ses bl.a. som for meget gryn i billedet, mørke/lyse pletter, misfarvninger og ridser. Årsagen kan f.eks. være støv i filmrullen, hår der har været på filmstrimlen eller flager af selve filmen, der er faldet af grundet slitage.

Til venstre er der et eksempel på film artefacts fra “The Good, the Bad and the Ugly”, med en revne i nederste venstre hjørne, samt et hår i højre bund.

Nedenfor ses et eksempel på misfarvning fra samme film.

Der er forskellige grunde til at gøre dette, men det er primært for at lette komprimeringen, da et mere støjfyldt billede i komprimeret form koster mere plads på disken end et støjfrit billede.

Problemet med at fjerne støjen fra en film, er at det kan introducere endnu et artefact til video-delen – en bivirkning hvor visse dele i en videosekvens pludselig ser ud som om, at de flytter sig uafhængigt af hinanden i billedet. Dette kan være meget distraherende, hvis det er for tydeligt og optræder ofte som en flimren i kontrastområder i en videosekvens.

Som eksempel ses nedenunder en kort sekvens fra “Phenomenon”, hvor filmen er kørt igennem et støjfilter. Man kan ved tremmerne i stolen se, at den hvide del af vindueskarmen lader til at bevæge sig uafhængigt af resten af billedet.

De nye HD-medier har nemlig større lagringskapacitet, og anvender samtidig nyere og mere optimerede komprimeringsmetoder, der mere effektivt kan gemme billederne på skiven, og reducere kvalitetstabet drastisk.

Endvidere bliver de fleste film, der laves i dag, digitaliseret inden de kommer ud på filmruller til biografen, hvorfor der ikke vil være en transferprocess på samme måde som med ældre film, hvor artefacts kan opstå.

Afslutningsvis er der et eksempel på en lidt speciel type støj, man har svært ved at gøre noget ved, men som blot dukker op i tilfældige film, hvor både billede og lyd er udsat. Det kan ses i venstre side af nedenstående billede.