Blaxploitation er en genre, der formåede at skabe røre i 70’erne, men mere eller mindre gik i glemmebogen 10 år efter, at den fik sit store gennembrud. Med den kommende film “Black Dynamite” ser det dog ud til, at genren måske kan få et snarligt comeback. Filmen skabte opmærksomhed på Sundance Film Festival og blev købt af Sony, som satser på at distribuere den bredt i hele USA senere på året.

Navnet Blaxploitation kommer fra en sammensætning af ordene black og exploitation, hvilket er meget passende, da filmenes generelle tema mere eller mindre altid kørte på sorte helte i film med et næsten udelukkende afro-amerikansk cast, der tog kampen op mod “The Man”, der holdt de sorte nede ved at fylde børnene i ghettoen med stoffer og lignende misgerninger. “The Man” – et synonym for den hvide stat – var et emne ofte brugt eller misbrugt, hvordan man nu ser på det.

Blaxploitation-genren var som sådan en undergenre til Exploitation-genren. Begge fokuserede mere på vold, sex, stoffer og andre tabubelagte emner end kunstnerisk præg. Bang og brag, kung-fu og one-liners var klart favoriseret over mere komplicerede plots, hvilket gik rent ind hos den almene biografgænger. De første to film, som for alvor satte genren i gang, var den mindre produktion “Sweet Sweetbacks BaadAsssss Song” og den noget større opsatte blockbuster “Shaft”, som begge kom i 1971 og gjorde det at have et sort ensemble rentabelt. Op igennem 70’erne levede genren i bedste velgående, men pga. dens rå og uforsødet format blev den mere eller mindre aflivet henimod slutningen af årtiet, efter der var kommet et stort pres fra gruppen Coalition Against Blaxploitation, som mente, at filmene skadede, mere end de gjorde gavn. Genren har dog formået at sætte sit præg – instruktører som Spike Lee og Quentin Tarantino refererer ofte til Blaxploitation-film i deres værker, som til tider også hælder mod at være en ny version af genren.

Filmz har her kigget nærmere på et lille udvalg af nogle de bedste film inden for Blaxploitation.

The film that THE MAN doesn’t want you to see! Filmen, som for alvor startede hele Blaxploitation-genren. I modsætning til den store Hollywood-producerede “Shaft” så er actiondramaet “Sweet Sweetbacks BaadAsssss Song”, hvad man i sandhed kan kalde en independent-filmproduktion. Filmen er mere eller mindre et enmandsprojekt af Melvin Van Peebles, som ikke blot spiller hovedrollen, men også er manuskriptforfatter, instruktør, producer, klipper og medkomponist sammen med bandet Earth, Wind and Fire. Filmens plot kører på, at Van Peebles’ karakter Sweetback, der arbejder i et horehus, ender med at være på flugt fra “The Man” mod Mexico, efter at han har banket to hvide politibetjente til døde. Undervejs kommer Sweetback bl.a. i konfrontation med en bikergruppe, hvoraf lederen af den, en kvinde, vil hjælpe Sweetback, fordi hun er imponeret over størrelsen af hans penis og vil have sex med ham – et emne, som er ofte brugt igennem filmen. Alle vil simpelthen have sex med Sweetback, og hvor disse scener normalt er iscenesat, så er de det ikke i denne. Hvad, der måske kan lyde som et noget banalt plot, er utroligt underholdende, og via god, effektiv og til tider imponerende klipning for sin tid og ikke mindst budget så formår “Sweet Sweetbacks BaadAsssss Song” at underholde hele filmen igennem.

Shaft is his name. Shaft is his game. Den vel nok største film inden for genren. “Shaft” var og er en underholdningsfilm af proportioner. Filmen, som først var sat til at have en hvid hovedrolle, fik foretaget ændringer, så den i stedet blev baseret på Ernest Tidymans roman af samme navn og kom til at omhandle en sort privatdedektiv. Med Richard Roundtree i hovedrollen som Shaft og med den Oscar-vindende titelmelodi af Isaac Hayes lægges der op til, hvad der kan beskrives som en sort version af “Dirty Harry”. I filmen bliver Shaft hyret til at finde en sort mafiaboss’ datter, som er blevet kidnappet, og derpå bringe hende sikkert tilbage. Shaft var en kæmpe boxoffice-succes, der tjente sig selv ind 12 gange og formåede at skabe tre efterfølgere samt en tv-serie. Hvis der er nogen film fra genrens gyldne år, der for alvor skal fremhæves, så er det uden tvivl “Shaft”. Med sit gennemarbejdede plot og gode præstation fra Roundtree som den vrede Shaft, der ikke giver en skid for, om de hvide bryder sig om ham – noget, som aldrig havde været set før i en stor Hollywood-produktion – sætter “Shaft” sig på toppen over Blaxploitation-film.

He’s got a plan to stick it to The Man! “Super Fly”, som har soundtrack af Curtis Mayfield, har især gjort sig bemærket ved at være en af de eneste film, hvor soundtracket har formået at indtjene flere penge end selve filmen. Det er dog en film, der stadig skal ses som en af genrens bedste med sit pimpede image og handling, hvor man ser det fra narkohandlerens synspunkt. “Super Fly” er en interessant actionkrimi med Ron O’Neal i hans livs rolle som Youngblood Priest, en narkohandler, som forsøger at komme ud af det kriminelle miljø – noget, som hverken politiet eller underverden er glade for. Plottet lyder som noget, der er gjort til døde, men alligevel står “Super Fly” ud fra mængden ved at gøre det kontroversielle og ikke se ned på narkohandleren eller -branchen, som ellers er normen i film, der generelt prøver at lære os, hvad der er rigtigt og forkert. Det er et forfriskende tiltag, som giver filmen et løft.

A chick with drive who don’t take no jive! Selvom filmen først var tiltænkt som en efterfølger til den succesfulde “Coffy” fra året før, endte “Foxy Brown” med i sidste øjeblik at blive lavet om til sin egen film i stedet. Filmens plot omhandler Foxy, som starter med at ville have hævn for, at “The Man” har skudt og dræbt hendes kæreste, hvilket hen ad vejen leder til flere voldelige sammenstød med underverden. Filmen formåede langt at overgå “Coffy” og er – foruden “Shaft” – blevet til den mest ikoniske Blaxploitation-film fra sin tid med sit fængende navn, solide skuespil og plot samt det, at det var en af de første store hits med en kvindelig hovedrolle, som var stærk, selvstændig og ikke bare eksisterede for at se køn ud eller som en mands romantiske modstykke. “Foxy Brown” er alt i alt en interessant og generelt underholdende girlpower-film og kan regnes som genrens bedste med en kvindelig hovedrolle.

White man’s town… Black man’s law! I filmen med den noget kontroversielle titel underholder Fred Williamson og D’Urville Martin som de to dusørjægere Boss Nigger og Amos i, hvad der nok er en af de bedste Blaxpoitation-film inden for western-genren. Da de to i jagt på en forbryder ankommer til en lille by ude vestpå og opdager, at den ingen sherif har, ser de straks deres snit til at tage den ledige stilling. Plottet er både underholdende og actionfyldt. Den måde, de hvide indbyggere reagerer på de tos overtagelse af byen, er det hele værd. Før Boss Nigger havde Williamson nydt stor succes med sine to tidligere westerns, “The Legend of Nigger Charley” og dens efterfølger “The Soul of Nigger Charlie”, hvor også D’Urville medvirkede. Skønt “Boss Nigger” ikke er en direkte efterfølger, så har den mange ligheder med de to tidligere film, men adskiller sig også samtidig ved generelt at være af bedre kvalitet, både mht. Williamson og D’Urvilles præstationer, men også plottet føles mere helstøbt. De tre film er ved flere lejligheder blevet beskrevet som en sort version af Clint Eastwoods “Man with No Name”-trilogi.

This Christmas, Santa’s Got a Brand New Bag. Jackie Brown er Quentin Tarantinos svar på en moderne Blaxploitation-film. Med stjerner som Samuel L. Jackson, Robert De Niro og Pam Grier lover denne film meget, hvilket den også leverer. Efter mange år ude af de stores liga kom Grier tilbage i folden igen med dette hit, der både prøver at være i trit med 90’erne samtidig med, at den er Tarantinos hyldest til genren. Udfaldet er en fængende thriller, hvor Grier, der spiller hovedrollen som Jackie Brown, arbejder som pengesmugler under dække som stewardesse. Da hun en dag bliver snuppet, og hendes chef beslutter at få hende dræbt, må Jackie tænke sig godt om for at undgå denne grumme skæbne. Filmen har på flere punkter relationer til Griers to gamle hitfilm “Coffy” og “Foxy Brown”, bl.a. via dens plakat, der er lavet i stor stil som de to film. Desuden bruges der flere steder musik fra begge film, så hvis man er fan af Pam Grier, Blaxploitation eller Tarantino, så er dette en god underholdningsfilm og en interessant genskabelse af Blaxploitation-genren.