Årets Cannes-filmfestival er i fuld gang, og for første gang nogensinde er Filmz med på sidelinjen i den solbeskinnede franske stad, hvor store stjerner og dugfriske stjernefrø tropper op for at kæmpe om både journalisternes og Cannes-juryens gunst. Hvem vinder mon de gyldne palmer i år? En af den danske dagspresses største filmskribenter, Jacob Wendt Jensen, blogger løbende om sine oplevelser i Cannes, så husk at holde øje med Filmz-forsiden i den kommende tid, hvis du vil holdes opdateret omkring begivenhederne under verdens største og mest prestigefyldte filmfestival!

Rundt om en verdenspremiere

Jeg gætter på, at det kan være lidt svært at finde hoved eller hale i de danske mediers dækning af filmfestivalen i Cannes. I hvert tilfælde føler jeg, at der kan være anledning til at opklare forskellige ting om måden, det hele foregår på, når jeg læser forskellige medier – især når der er verdenspremiere på en dansk film. Det ene medie skriver det ene, og det andet medie noget helt fjerde, og man bliver en smule forvirret. Overskrifterne og vinklerne bliver typisk meget skarpere i aviserne end sådan, som det ser ud til, når man står midt i det hele. Filmjournalister og filmanmeldere rapporterer for det meste loyalt hjem, men der skal vinkles, og det skal gå hurtigt, og det er svært at få nuancerne med.

Rytmen i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes er, at filmanmelderne og journalisterne ser omtrent én film hver morgen og én hver aften, og her onsdag morgen kl. 8.30 var turen kommet til Nicolas Winding Refns “Only God Forgives”. En asiatisk orienteret hævnerfilm, han har indspillet i Bangkok med Ryan Gosling fra “Drive” og Kristin Scott-Thomas i hovedrollerne. Allerede under visningen af filmen er det tydeligt, at den er svær at gå til. Jeg har det selv fint med den langsomme introduktion af personerne og eksplosioner af ultravold. Nicolas Winding Refn går planken ud som med “Fear X” og “Valhalla Rising”. Spørgsmålet er så, om der er vand i bassinet denne gang? Knap så meget som med “Drive”, men dog nok til, at instruktøren ikke slår sig.

I løbet af filmen ryster folk ikke desto mindre på hovedet omkring mig, og de sukker en del. Der er dog også folk, som morer sig spredt i salen. Efter filmen er der mange buh-råb, men også mindre grupper af die hard klappeivrige fans. Det bliver lynhurtigt til rapporter hjem til Danmark om, at filmen er blevet buhet ud, men det er altså langt fra tilfældet. På filmfestivalen er der tradition for at give sin mening til kende ret højlydt, og det kræver erfaring at tyde reaktionerne retvisende. Måske er det bare de ældre kritikere, der traditionelt fordømmer alle former for vold og andre udskejelser.

Efter filmen går turen ud til snurrende kameraer og de danske journalister, der på rekordtid (inden de 2500 filmanmeldere løber videre til noget andet) skal have reaktioner med hjem til tv, net og papiraviser. Der er ikke tid til nuancerne, og få timer senere hedder det sig på Ekstra Bladets web, at filmen er sablet ned af anmelderne. Det er slet ikke tilfældet. Filmen får endda meget fine anmeldelser sine steder, og alt i alt deler den bare vandende, og det vil den slags film altid gøre. Derfor kan man ikke som Refn-fan i Danmark forlade sig udelukkende på rapporterne. De er simpelthen for hurtige og for enøjede, og man må holde sig til den anmelder, man i forvejen tror på. Jeg ville give filmen fire stjerner. “Only God Forgives” har sine svagheder som for eksempel en tynd historie og visse gentagelser, men visuelt set er det en mageløs oplevelse, og Refn skal også have ros for hele tiden at smide håndgranater efter det vedtagne og den gode smag. At det så lykkes knap så helstøbt som tidligere, skal være ham delvist tilgivet.

Når der vises danske film i Cannes – om det så er Lars von Trier, Thomas Vinterberg eller Nicolas Winding Refn, der står bag – så reagerer omverdenen ofte ret stærkt. De danske instruktører er modige, og de er heller ikke bange for at fyre en flabethed eller to af ved pressekonferencerne bagefter. At være vidne til de danske verdenspremierer er lidt som at få en kanyle med adrenalin sprøjtet lige i hjertet. Og hvor har vi set den scene før? Det er naturligvis i “Pulp Fiction” af Quentin Tarantino. Lige med den her film kan Nicolas Winding Refn godt ligne Tarantinos nævenyttige lillebror, selv om han – hvis man bedømmer ham på hele hans værk – er helt og aldeles sit eget dystre, dybrøde jeg.