Det er svært at komme i tanke om andre, der på samme måde som de famøse Coen-brødre kan kombinere humor og rædsel på en måde, så man ofte ikke ved, om man skal grine eller gyse. Alle deres film har uundgåeligt et eller andet fællestræk, der skiller dem markant ud fra mængden, men som det ikke desto mindre er meget vanskeligt at sætte en finger på. Det er måske derfor ikke så underligt, at de ligesom den italienske mesterinstruktør Federico Fellini, hvis stilart man efterhånden blot omtaler som Fellinisk, efterhånden også har fået betegnelsen Coensk som en beskrivelse af denne jeg-ved-ikke-hvad kvalitet, som er så pokkers svær at definere, men umulig at overse, når man er konfronteret med den.

Nogle elementer kan man dog sætte ord på, og det gælder ikke mindst det filmiske ordforråd. Visse ting har det med at være gengangere i det Coenske univers f.eks. deres fokus på detaljer og objekter. I deres film støder vi igen og igen på nærbilleder af roterende loftsventilatorer, flyvende hatte, sammenkrøllet slikpapir, der langsomt spreder sig ud, eller bowlingkugler, der poetisk ruller af sted. Alle genstandene omkring personerne synes snarere end blot at være baggrund i stedet at udgøre en integreret del af handlingen, og når man ser på brødrenes opbygning af scener og fortælleteknikker, virker det som om, at selv de mindste dele er nøje planlagt ud i mindste detalje.

Netop det er imidlertid også tættere på sandheden, end man måske umiddelbart skulle tro, og måske en af forklaringerne på deres unikke stil. De er kendte for deres ekstremt grundige forberedelse, og ligesom Alfred Hitchcock var berømt for at levere præcis den film, som han havde planlagt, så er forskellen mellem et af Coen-brødrenes udtænkte manuskripter, og hvad der endeligt havner på lærredet, meget lille.

Det er en teknik, der umiddelbart blev født af nødvendighed. Joel og Ethan Coens første film, “Blood Simple”, blev filmet på et budget, der var så skrabet, at der simpelthen ikke var penge til at improvisere eller spilde for megen tid, og derfor blev alt planlagt til hudløshed, så optagelserne kunne komme i kassen så hurtigt som muligt. Filmen er en simpel, men formidabelt fortalt moderne film noir, som etablerer nogle af de grundlæggende Coenske kendetegn: personer, der roder sig ud i mere, end de kan gennemskue, jagten efter penge samt voldelige situationer så absurde, men dog logiske, at de – ikke ulige de førnævnte Hitchcock-film – får en til at grine i vantro, selvom man sidder på kanten af stolen.

Filmen blev modtaget med begejstring og banede dermed vejen for brødrenes fremtid i branchen. De fulgte den op med komedien “Raising Arizona” og gangsterdramaet “Miller’s Crossing”, og selvom ingen af filmene umiddelbart fik den store succes ved premieren, var begge med til at sikre brødrenes voksende ry som usædvanligt talentfulde filmmagere.

Tingene skulle dog ændre sig med deres næste film, der blev “Barton Fink”. Filmens historie om en desperat manuskriptforfatter, der er gået i stå under arbejdet med et manuskript, blev forfattet mens brødrene selv led af skriveblokering under udarbejdelsen af “Miller’s Crossing”. “Barton Fink” udgør på mange måder brødrenes til dato mest foruroligende værk, og efterhånden som filmens forfatter stirrer på det tomme ark, og tapet falder af væggene i den lumre lejlighed, føles verden så forskruet, at man knap nok ville være overrasket, om så djævlen selv beboede ejendommen. Filmen viser John Turturro i fin form som titelfiguren, men mest mindeværdig er John Goodman, der hidtil mest havde været kendt som den tykke ægtemand i “Roseanne”, men som her viste sig at indeholde dæmoniske sider, man næppe havde troet. Takket være “Barton Fink” indkasserede brødrene både de Gyldne Palmer i Cannes samt adskillige Oscar-nomineringer.

Hermed var stjernestatussen en realitet, og de to kunne kaste sig over deres hidtil mest kommercielt ambitiøse projekt og første egentlige forsøg på at nå et mainstreampublikum. “Det store spring” var en hyldest til de klassiske film af Frank Capra, men på trods af gode præstationer og smuk fotografering lykkedes det imidlertid ikke helt at indfange Capra-filmenes hjertevarme. Brødrene fik for første gang dårlige anmeldelser, og filmen blev et kæmpe flop.

Efter sådan en lussing er det ofte fornuftigt at viske tavlen ren og begynde forfra, og det var præcis, det de gjorde med “Fargo”, som bragte dem tilbage på mere familiær grund med en lav-budgetteret film noir-fortælling, der i ånd ikke ligger så langt fra “Blood Simple”. Hvis “Det store spring” havde været lidt usikker, så var “Fargo” til gengæld en bemærkelsesværdig succes med et plot, der var næsten ligeså grumt som i “Blood Simple”, men som samtidig havde et forsonende lune i fortællingen. Det findes ikke mindst hos Frances McDormands gravide politikvinde, hvis åbne ansigt, høflighed og simple fremtoning skjuler en intelligens og et vid, som filmens forbrydere til gengæld fuldstændig mangler.

Det næste projekt blev den løsslupne komedie “The Big Lebowski”. Hvor deres tidligere film havde trukket på Dashiell Hammets historier, så lånte denne fra Raymond Chandler og havde den ikoniske “The Dude” som en udbrændt slacker, der som en stand-in for en hårdkogt privatdetektiv bevæger sig rundt i et uigennemskueligt plot iført badekåbe, shorts og solbriller. Filmen var kun et moderat hit, da den blev udsendt, men er sidenhen blevet en af brødrenes mest elskede film, hvis forrygende dialog tilsyneladende kan citeres uendeligt.

På vej ind i det nye årtusinde fortsatte brødrene med den fornøjelige “O Brother, Where Art Thou” og den noget mere vanskeligt tilgængelige noir pastiche “The Man Who Wasn’t There”, men selvom begge film var glimrende, var der dog ingen af dem, der helt nåede det niveau, som de to forrige film havde sat. Tingene blev imidlertid værre med de næste to film “Intolerable Cruelty” og “The Ladykillers”, der uden at være deciderede dårlige alligevel faldt meget langt under den vanlige standard med historier, der i begge tilfælde blev nogle underlige halvhjertede fortællinger.

Joel og Ethan Coen eksploderede imidlertid tilbage på lærredet i storform med den bloddryppende skæbnefortælling “No Country for Old Men”, der byggede på Cormac McCarthys brutale roman. Filmen blev et formidabelt værk, der kan måle sig med brødrenes bedste bedrifter, og som omsider sikrede dem en Oscar for bedste instruktion og bedste film.

Siden har der været meget spænding om deres næste projekt. Komedien “Burn After Reading”, der er en tilbagevenden til den mere uhøjtidelige tone og løsslupne stil som set i “The Big Lebowski” og “The Ladykillers”. Længere ude i fremtiden syner den sortkomiske “A Serious Man”, hvis titel næsten indbyder til latter allerede. En fornemmelse, man sjældent kan ryste af sig, når man ser en af brødrenes værker, er følelsen af, at selv når den er mest alvorlig, så sidder der stadig et lille tørt smil gemt et sted i kanten af fortællingen. Foreløbig kan det smil opleves på fredag, hvor “Burn After Reading” har premiere.